Livø Jazz Festival har rystet stormen Johanne af sig og er klar til en ny omgang hyggeligt jazz-samvær på øen i Limfjorden

LIVØ: Dårligt nok er Kanal Jazz-festivalen i Løgstør overstået, før en ny jazz- festival presser sig på i nabolaget.

Fra 8. til 11. august går det løs med årets udgave af Livø Jazz Festival.

- Og på trods af den ”stormende” modtagelse, stormen Johanne gav festivalen i 2018, er der generelt en positiv udvikling i gang omkring Livø Jazz Festivalen.

- Mange af gæsterne har igen i år meldt sig som frivillige hjælpere og møder tidligt op for at give en hånd med, og det er med til at bevare og udbygge det gode jazz-miljø på Livø, fremhæver John Fenger, som er næstformand i Livø Jazzens Venner, der arrangerer festivalen.

Festivalen strækker sig officielt først fra fredag til søndag, men netop for at tilgodese de mange frivillige hjælpere udvides festivalen i år med en ”tyvstart” torsdag 8. august.

- Planen er, at de forskellige forberedelser, som udføres af de frivillige, helst skal være afsluttet sidst på eftermiddagen, og så bliver hyggen ellers sluppet løs i Kroteltet med en aftenkoncert, hvor bestyrelsen i Livø Jazzens Venner øjner en mulighed for en aften sammen med alle gæsterne inden den officielle åbning fredag den 9. august, fortæller John Fenger.

For de gæster, som ankommer allerede torsdag, er der arrangeret Livø Riverboat sejlads rundt om Livø fredag formiddag med orkester og frokostkurv ombord på Livø færgen Miniline.

En anden nyhed er en nyetableret holdeplads for autocampere på havnen i Rønbjerg under Livøfestivalen. Et tiltag, der er kommet i stand med støtte og velvilje fra Vesthimmerlands Kommune, fremhæver John Fenger.

Han roser i samme åndedrag også Naturstyrelsen, som i 2019 har igangsat flere renoveringsprojekter på øen. Bl. a. en nyrenoveret havn til stor glæde for alle de sejlende gæster, som også i år ventes at indfinde sig i forbindelse med Livø Jazz Festival.

Fra lokalt hold har Løgstør Paraders lovet at give den gas på Livø Hovedgade i forbindelse med festivalen.

Af samme grund er hovedgaden på Livø til lejligheden omdøbt til Bourbon Street i folkemunde.

Musikken på årets Livø Jazz Festival leveres i øvrigt af følgende orkestre: East Harbour Jazzband, Limfjordens Sønner, Blå Mandag, Second Line Jazzband, PS Swingband, Muleskinners, Esben Just Solo og Billybobbers.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...