Kim Leine kigger forbi Vesthimmerlands Biblioteker

AARS: Kim Leine er en af nutidens mest populære forfattere og modtog i 2018 Kronprinsparrets Kulturpris for sit forfatterskab.

Det er således et af de helt store litterære navne, som onsdag 16. januar gæster Vesthimmerlands Biblioteker som optakt til den nordjyske litteraturfestival Ordkraft.

Kim Leines forfatterskab kredser om mennesker, der er kastet ind i barske livsbaner præget af misbrug og flugt.

I sit oplæg fortæller Kim Leine om den danske kolonisering af Grønland, som fylder så mærkværdigt lidt i historiebøgerne, og om hvordan vi efter hans mening bør udskifte vores skyldfølelse over for Grønland med en større viden om, hvad der rent faktisk skete.

Arrangementet på Aars Bibliotek er en del af en turné, der kommer forbi de nordjyske biblioteker i løbet af januar, februar og marts.

Gratis billetter til arrangementet kan fås via www.himmerlandsbilletten.dk eller på et af Vesthimmerlands Biblioteker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...