En del af overskuddet fra årets Kanal Gourmet og Kultur Rally går til at vaccinere børn i udlandet mod mæslinger

LØGSTØR: En del af overskuddet fra årets Kanal Gourmet & Kultur Rally i Løgstør skal bruges til at vaccinere børn i den tredje verden for mæslinger.

Lions Club Løgstør er nu tæt på at have opgjort regnskabet for årets udgave af Kanal Gourmet & Kultur Rally i Løgstør.

Den frivillige indsats giver indtægter, som den lokale klub donerer videre til humanitære og kulturelle formål.

En stor del af klubbens donationer tilfalder lokale formål, men en gang imellem kigger Lions Club Løgstør også længere ud i verden. Det har klubben således gjort denne gang ved på forhånd at øremærke et beløb til mæslingekampagnen under Lions Club International Foundation (LCIF).

Formanden for Kanal Rally-udvalget, Jens Lauritzen kunne som en konsekvens heraf forleden overrække 15.000 kroner til Kim Berg, der er afgående præsident for Lions Club Løgstør. Pengene sendes nu videre til mæslingekampagnen, hvor beløbet kan sikre mæslingevaccinationer til omkring 3600 børn i den tredje verden.

LCIF har et mål om, at 275 millioner børn i tredje verdens lande skal være vaccineret i 2020.

Mæslinger kan medføre blindhed, høretab, hjerneskade og stærkt nedsat immunforsvar, og hver dag dør i gennemsnit 430 mennesker af sygdommen - fortrinsvis børn under 5 år.

Lions Club Løgstør holder i det hele taget ikke sommerferie.

Under den kommende muslingefestival er klubben på banen på havnen, hvor medlemmerne sælger de populære muslingedogs.

Overskuddet fra dette salg vil også blive givet videre til gode formål.

Juli er samtidig starten på et nyt klubår men en ny præsident i spidsen.

Kim Berg afløses således på posten af Jacob Dalgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...