BEVÆGELSE: Boiligforening samarbejder med DGI Nordjylland

VESTHIMMERLAND: Mere motion i hverdagen for beboerne i Aars Boligforenings 30 afdelinger i det vesthimmerlandske.

Det er - kort fortalt - formålet med et nyt samarbejde, som Aars Boligforening har indgået med DGI Nordjylland og projektet ”Bevæg dig for livet – Senior” i Vesthimmerlands Kommune.

- Som en af de første boligforeninger i Danmark får vi lejlighed til at deltage i et spændende tiltag med lovende perspektiver.

- Vi vil gerne medvirke til at styrke fællesskabet og livskvaliteten i vore 30 afdelinger med 1200 lejligheder i Vesthimmerland, fremhæver direktør Brian Larsen, Aars Boligforening.

Gå-værter skal uddannes

Projektet skal efter planen skal foldes ud i løbet af foråret, og DGI Nordjylland vil i den anledning uddanne nogle særlige gå-værter, som kan være behjælpelige med at få boligforeningens lejere væk fra sofaen og ud i det fri.

- Vi ved fra en stor undersøgelse, at mange seniorer gerne vil ud og gå.

Den barriere, der kan være ved at skulle hen og dyrke motion i en idrætsforening, kommer vi samtidig udenom ved at etablere motionstilbud ude, hvor borgerne bor, forklarer projektleder Eva Winther Dalby, Vesthimmerlands Kommune.

Deltagerantal underordnet

Det er som udgangspunkt planen at tilbyde gå-hold i alle de byer, hvor Aars Boligforening har afdelinger.

- Og om gå-holdene har fem eller 50 deltagere gør ikke den store forskel, pointerer Brian Larsen.

På længere sigt er det kun fantasien, der sætter grænser, føjer boligforeningsdirektøren til.

- Hvad med eksempelvis en krolfbane eller en udvidelse af stolegymnastikken, som mange har stort udbytte af allerede i dag, bemærker han.

Projektet i Vesthimmerland er inspireret af gode erfaringer fra bl.a. Aalborg, hvor lignende tiltag ifølge DGI-konsulent David Møller har været med til at skabe større tryghed og et bedre socialt fællesskab,

Du kan få mere at vide om projektet hos Vesthimmerlands Kommune ellers Aars Boligforening.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...