Tosset at Vesthimmerland ikke bare kan fortsætte med at indsamle blød plast, som det i en forsøgsperiode er sket i Vester Hornum, argumenterer Vesthimmerlands Forsyning

98 pcts. genanvendelse og en stigning på 400 pct. i mængden af det indsamlede bløde plast.

Det er den opløftende status efter et forsøgsprojekt, som Vesthimmerlands Forsyning har gennemført i Vester Hornum, og umiddelbart skulle man jo tro, at sådan et resultat ville få alle politikere og miljøembedsmænd til at strække armene jublende i vejret.

Helt så enkelt er det tilsyneladende bare ikke.

Succeshistorien fra Vester Hornum bliver måske aldrig fulgt op på landsplan på grund af regeringens ønske om at ensrette affaldssorteringen i hele landet.

Det var den aktuelle baggrund for, at en række nordjyske folketingsmedlemmer forleden var inviteret til inspiration og debat hos Vesthimmerlands Forsyning i Løgstør.

Folketingsmedlemmerne blev her blandt andet præsenteret for projektet i Vester Hornum, og der blev talt om vigtigheden i at give kommunerne frihed til at skabe lokale ordninger og innovative løsninger.

I Vesthimmerlands kommune har borgerne siden 1. januar 2016 haft mulighed for at aflevere blød plast til storskraldsordningen.

Den fornyede fokus på den bløde plast opstod, da Vesthimmerlands Forsyning i 2019 indgik et samarbejde med Vesthimmerlands Kommune, Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling Norddanmark, AAU og Genplast en lokal virksomhed i Farsø, der bearbejder plastaffald til granulat.

Formålet med forsøgsprojektet i Vester Hornum var at undersøge, om der med en informationskampagne kunne indsamles mere blød plast, hvis der blev udleveret indsamlingsposer til borgerne.

Samtidig skulle der være fokus på at sikre en høj genanvendelsesprocent, en troværdig sporbarhed og et nordjysk løft i den grønne omstilling.

De fremmødte folketingsmedlemmer i Løgstør var ikke blege for at anerkende det flotte resultat i Vesthimmerland.

Marie Bjerre (V) fastslog, at det ikke var hensigten med loven, at der skulle sættes begrænsninger i forhold til hvor godt man som kommune må agere.

Flere andre politikere påpegede, at det tværtimod havde været et vigtigt punkt i klimaplanen at give kommunerne mulighed for at lave lokale ordninger.

Men det er bestemt ikke sådan bestyrelsesformand Jens Lauritzen og Morten Aaby Nielsen, direktør for Vesthimmerlands Forsyning læser udkastet til en ny affaldsbekendtgørelse.

De mener, at barren er sat for lavt i bekendtgørelsen, og at der skal være plads til at gøre det bedre end bare at indsamle al plast under ét, som udkastet til affaldsbekendtgørelsen lige nu dikterer.

Til det siger Flemming Møller Mortensen (S):

- Jeg er blevet bekræftet i, at vi politisk er på rette vej, men vi er også blevet sparket lidt i bagen, og har fået at vide, at vi skal passe på med ikke at gøre det for stramt, for der skal netop være mulighed for at gøre det endnu bedre end de andre.

Vesthimmerlands Forsyning håber på, at debatten med de nordjyske folketingsmedlemmer har åbnet for en ny dialog om, hvilken frihed kommunerne/affaldsselskaberne fremadrettet skal have - og opfordrer politikerne til at handle på disse to budskaber:

Der skal være plads til individuelle ordninger og samarbejde med lokale virksomheder i den kommende bekendtgørelse og affaldsplan - og Vesthimmerlands Forsyning siger stort JA til klimaaftalens mål om indsamling af flere fraktioner, men tidsfristen er helt urealistisk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...