Borgmester åbner udstillingen 13. oktober på Vesthimmerlands Museum

AARS: Et sikkert efterårstegn er, når Vesthimmerlands Kunstforening - traditionen tro - rykker ind i Per Kirkeby-salene på Vesthimmerlands Museum.

I år sker det med fernisering søndag 13. oktober.

Borgmester Per Bach Laursen holder åbningstale og gruppen Sølvig sørger for den musikalske underholdning til lejligheden.

Selve udstillingen spænder som sædvanligt bredt. Der kan ses malerier, grafik, keramik, betonskåle, bronzeskulpturer og glaskunst, og i forbindelse med ferniseringen vil der være muligehed for at møde en række af kunstnerne personligt.

Af nordjyske kunstnere, som er med i år, kan nævnes Elisabeth Vedfald Klitgaard fra Aalborg, som har deltaget i den censurerede forårsudstilling på Charlottenborg.

Mona Hering fra Hornum viser sine farvestrålende abstrakte malerier, og Nadja Adelborg, som er bosat i Aars, udstiller billeder, inspireret af menneskelige dilemmaer og fortællinger.

Fra Aarhus kommer Christian Daugaard Pedersen, som deltog i DRtvs programserie ”Danmarks bedste portrætmaler 2019.”

Udtryksfulde ansigter, fugle og finurlige væsner, smelter sammen i kunstnerens helt unikke stil.

Lis Møller Jensens grafiske billeder bliver til med inspiration fra naturen på Venø i Limfjorden, hvor hun bor.

Glaskunstneren Søren Ringgaard, kommer med smukke glasdesigns fra sit glaspusteri på Læsø.

Nina Hansens er bosat i Middelfart og hendes kunstneriske fortælling har flere udtryk. Det viser sig i hendes arbejde med keramikken - raku og stentøjsler – og ikke mindst i hendes bronzestøbninger.

Michael Grønlund er en anden fynsk kunstner, som har deltaget i mange udstillinger i både ind- og udland. Han kommer med en ny serie billeder, der har et mere figurativt udtryk end tidligere.

Billedhugger Bent Jessen arbejder i sten og bronze. Hans hovedmotiver er primært hoveder og fugle, og hovederne er stærkt inspireret af afrikansk, grønlandsk og vikingernes kultur.

Britta Enemark Olsen er bosat i Horsens. Hendes billedfortællinger tager afsæt i virkelige oplevelser, som bearbejdes og tilpasses, så det giver den stemning, hun gerne vil opnå i sine billeder.

Ilse Vinde kommer fra Lunderskov. Hendes motiver er ofte skudt ud i et univers af stjernetåger, planeter og spiralgalakser, mens Anne Pedersen Landwehr er født og opvokset i Danmark, nu bosat i München. Hun udstiller malerier og smukke betonskåle.

Udstillingen slutter 16. november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...