I Løgstør er denne dato signal til kransenedlægning ved mindestenen for Jørgen Christian Jensen ved Den gamle Politistation i Løgstør.

LØGSTØR: 11/11 kl. 11.

I Løgstør er denne dato signal til kransenedlægning ved mindestenen for Jørgen Christian Jensen ved Den gamle Politistation i Løgstør.

Jørgen Christian Jensen blev født i Løgstør 15. januar 1891, og efter en hård opvækst rejste han først til Storbritannien og emigrerede senere til Australien, hvor han blev australsk statsborger og gik ind i Australian Imperial Forces, som kæmpede under Verdenskrigen.

Jørgen Christian Jensen blev i Europa såret og fik en alvorlig hovedskade under slaget ved Villes-Bretonneux (Frankrig). Han blev derfor evakueret til Storbritannien og senere hjemsendt til Australien.

Få år efter verdenskrigens ophør døde han i Adelaide 31. maj 1922, antageligt som følge af de skader han pådrog sig under slaget nogle få år forinden.

Foruden andre hædersmedaljer modtog Jørgen Christian Jensen Victoriakorset, verdens mest prestigefyldte militære orden.

Kun 14 udlændinge har modtaget denne hæder, heriblandt altså Jørgen Christian Jensen.

I forbindelse med tildelingen blev der udtalt: 2. april 1917 ved Noreuil angreb menig Jensen sammen med fem kammerater en barrikade, hvor der befandt sig omkring 45 fjender og et maskingevær. En i gruppen skød skytten, og menig Jensen stormede skansen og smed en granat ind. Derefter truede han resten med en bombe i hver hånd og tvang dem til at overgive sig. Det gjorde de, men vore tropper åbnede ild mod dem, hvorpå menig Jensen ignorerede faren, stillede sig op på barrikaden viftende med sin hjelm, og ilden stoppede. Han sendte derpå sine fanger tilbage til vore linjer.

Der bliver lagt kranse fra Den australske Ambassade, Vesthimmerlands Kommune og Foreningen af Officerer udenfor Aktiv Tjeneste.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...