Stand up-komiker Torben Chris - optræder 23. oktober 2020 i Lanternen i Løgstør sammen med kollegaen Thomas Hartmann

LØGSTØR: Der bliver noget at grine af i Løgstør i 2020. I hvert fald hvis det står til de to lokale idrætsforeninger, Løgstør Badminton Klub og Løgstør Håndboldklub.

Sammen har de to klubber taget initiativ til et comedy-show i Lanternen fredag 23. oktober med de to stand up-komikere Thomas Hartmann og Torben Chris.

Showet, som vil kunne opleves i Løgstør, er det fjerde show i rækken, hvor Thomas Hartmann og Torben Chris med knivskarpe jokes tager publikum igennem de hverdagsproblematikker, vi alle kan genkende, og som vi er bedst tjent med blot at grine af.

Fra at have været to ungkarle - i faste forhold, men ugifte - er begge komikere siden deres første shows sammen, blevet gift og er nu sammenlagt indehavere af to huse på veje med stillebump, to stationcars, to børn og en hund.

Den nye status sætter naturligvis sit præg på showet - men morsomt er det efter sigende stadig. Og bliver showet i Løgstør en succes i 2020, vil der formentlig være grobund for yderligere lokale comedy-shows i årene fremover, bebuder Løgstør Badminton Klub og Løgstør Håndboldklub.

Billetterne til showet kan købes via www.billetsalg.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...