Årets kryddersnaps er klar til at komme på bordet - nu med hældelåg

Henover året kreerer de frivillige ildsjæle i Limfjordsmuseets Snapseri en mængde forskellige smagsoplevelser.

Alle kryddersnapsene har dog det tilfælles, at de er udviklet af de smagsnuancer, der er at finde langs Frederik Den VII’s Kanal.

Normalt kan man kun smage disse snapse, når Snapseriet holder arrangementer, og det er faktisk slet ikke muligt at købe kryddersnapsene fra kanalen.

Én undtagelse er der dog - nemlig den årlige signatursnaps.

Traditionen tro lander årets signatursnaps i Løgstør op til jul, og i år er den i handelen fra 9. december.

Årets kryddersnaps, der er døbt Kirstines Jomfrurejse, er tænkt som en hyldest til de mange frivillige, der har deltaget i færdigrestaurereingen af jagten Kirstine 1887.

Efter syv års restaurering kunne Kirstine i 2020 stævne ud på sin jomfrurejse for at deltage i den traditionsrige kapsejlads Limfjorden Rundt - hvilket både skib og besætning i øvrigt gjorde i meget fin stil.

Årets snaps bør ikke overnatte i fryseren, inden den kommer på bordet.

Snapseriet har bevidst lavet en snaps til dem, der normalt ikke er til de traditionelle skarpe snapse. Der er gjort meget ud af at ramme en smagsnuance, der også appellerer til dem, der normalt ikke er synderligt begejstrede for snaps.

Kryddersnapsen er lavet på hunderose plukket langs Frederik VII’s Kanal, og den er afrundet med Limfjordsmuseets egen honning, hvor bierne har tappet nektar fra floraen langs kanalen.

Snapsen er ikke udviklet til sildemaden, men sigter mere mod ostebordet og andre desserter, men den kan i øvrigt nydes, ganske som den er.

Snapsen er mere fyldig i sin konsistens end den klassiske snaps og har en dybde og rundhed med en mild smag af hunderose.

Desuden vil den med sin gyldne farve pynte på ethvert bord.

Ganske som sidste år kommer snapsen i et glas - og ikke i en flaske.

Ved præsentationen af sidste års signatursnaps ”Kanalfogedens Kryddersnaps”, var der en hel del købere, som var begejstrede for snapsen men som savnede en hældetud.

Man kom ganske enkelt til at spilde de eftertragtede dråber, når man hældte op.

Det har Snapseriet i Løgstør i år taget konsekvensen af, og hen over året har frivillige kræfter været i fuld gang med at opfinde maskiner, der kunne håndtere en lokal produktion af nye hældelåg.

Som et resultat af dette udviklingsarbejde medfølger der i år en elegant hældetud til snapsen.

Den nye kryddersnaps kan som sædvanligt kun købes i Løgstør, nærmere bestemt hos Fru Kronborg, i Kanalfogedens Køkken og på Limfjordsmuseet.

Vejledende pris er 159 kr. - inkl. de nye hældelåg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...