Ungerådsformand Mikkel Due-Hansen hædret af Det Radikale Venstre i Vesthimmerland

Radikale Venstre i Vesthimmerland overrækker hvert år ”Den Radikale Pris” til en person som har gjort en særlig indsats for lokalområdet.

Således også i 2020, hvor prisen gik til formand for Ungerådet i Vesthimmerland, Mikkel Due-Hansen.

I fem år som formand for Ungerådet har han ihærdigt kæmpet for, at unge i Vesthimmerland skulle have et sted at mødes, og dette vedholdende og velargumenterede arbejde har nu resulteret i åbningen af ”Hotspot” - et unikt ungemiljø, indrettet i en del af det gamle rådhus i Aars.

Der er skabt et miljø, hvor alle unge fra hele Vesthimmerland kan føles sig velkomne og mødes på kryds og tværs. - og i nogle fantastiske og inspirerende rammer - og det er ikke mindst Mikkel Due-Hansens fortjeneste, fremhæver regionsrådsmedlem Gitte Lopdrup som repræsentant for de radikales partiorganisation i det vesthimmerlandske.

- Hvis der skal ske noget i provinsen og i lokale miljøer, så er der brug for, at der er nogen, der tager teten.

- Der er brug for ildsjæle, og sådan én er Mikkel. Han går forrest og gør en positiv forskel for andre. Mikkel er optaget af gode fællesskaber, hvor den enkelte trives, og hvor man tager ansvar for hinanden. Det er sund fornuft på nordjysk, erklærer Gitte Lopdrup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...