Et par kalenderblade fra Naturekspeditionens nye ”Naturglædekalender”

VESTHIMMERLAND: - Jeg ville ønske det var mig, der var kommet på ideen om at udvikle en naturglæde-kalender. Og mest af alt ville jeg ønske, at vi havde samme tilbud i Danmark, som de har på Shetlandsøerne.

Sådan siger naturvejleder Karin Winther, Vesthimmerlands Kommune, som her op mod jul - med inspiration fra de skotske øer ude i Nordatlanten - har lanceret en lokal ”naturglædekalender”, der sætter fokus på aktiviteter og initiativer, der booster sundheden på både det fysiske, mentale og sociale plan.

- Jeg hørte om projektet første gang for et års tid siden og tænkte, at sådan en kalender måtte jeg også have i Naturekspeditionen.

- Den passer perfekt ind i Friluftsrådets 3-årige projekt ”Sundhed i Naturen” , hvor Vesthimmerlands Kommune er en af ti sundhedsfokuskommuner, bemærker Karin Winther.

Naturglædekalenderen foreligger nu både i en printudgave og i en digital version på hjemmesiden Naturekspeditionen.dk

Hver måned doserer man selv sin “glædesmedicin” ved at krydse af ud for de aktiviteter, der udføres den pågældende måned.

- Det er en medicin med glædes-garanti og helt uden bivirkninger, fremhæver Karin Winther.

På Shetlandsøerne har læger siden 2018 ordineret naturoplevelser til deres patienter i et partnerskab mellem sundhedsvæsenet og den grønne organisation, RSPB Scotland.

Naturoplevelser på recept ordineres blandt andet til patienter med forhøjet blodtryk og angst, men også patienter med diabetes, stress og hjertekarsygdomme.

RSPB Skotland har til lejligheden produceret en kalender med sæsonbestemte aktiviteter, der inspirerer til aktiviteter i naturen, og det er samme rolle, Karin Winther har tiltænkt sin ”egen” vesthimmerlandske naturkalender.

- Jeg vil håbe, at Naturekspeditionens naturglæde-kalender vil få rigtig mange ud i naturen, siger hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...