BIOGRAFEN: En Helt Almindelig Familie tager afsæt i instruktørens egen far

LØGSTØR: Hvordan ville du som teenager håndtere situationen, hvis din far en skønne dag sprang ud som - en kvinde?

Det danske feel good drama - En Helt Almindelig Familie - fortæller historien om en lille forstadsfamilie, hvis liv bliver totalt vendt på hovedet, da faderen vælger at skifte køn.

Thomas bliver til Agnete. Men hvad gør det egentlig ved den fodboldglade familie?

Især den 11-årige datter Emma har svært ved at acceptere den drastiske ændring.

I hovedrollen som Thomas/Agnete ses Mikkel Boe Følsgaard, der gennemgår en imponerende transformation til kvinde.

En virkelig historie

Malou Reymann får sin spillefilmsdebut som instruktør, men har tidligere blandt andet medvirket som skuespiller i Se Min Kjole.

Den aktuelle film baserer sig på instruktørens egen barndom, idet Malou Reymanns far rent faktisk skiftede køn.

Med den stærke fortælling i bagagen får hun i filmen dermed lejlighed til at reflektere over vores syn på kernefamilier og normalitetsbegrebet.

Bombshell - Opgørets Time giver et kig ind i verdenshistoriens mest magtfulde medieimperium - den ultrakonservative, amerikanske Tv-station Fox News.

Magtkamp på Fox News

Filmen tager afsæt i virkelige, skandaløse hændelser og er et portræt af de kontroversielle kvinder, der uafhængigt af hinanden planlagde og i sidste ende kollektivt nedkæmpede Fox News’ magtfulde topchef.

Filmrollerne indtages af John Lithgow, Kate McKinnon, Allison Janney, Ashley Green, Alice Eve, Mark Duplass, Connie Britton og Malcolm McDowell.

Bombshell - Opgørets time er skrevet af Charles Randolph, der også stod bag den Oscarbelønnede The Big Short.

Med knivskarpt overblik tager han her fat på de amerikanske medier og en række stærke kvinders kamp for retfærdighed, Trumps utrolige vej til magten og den spæde start på den bevægelse, der senere blev kendt som #MeToo.

Instruktør Jay Roach har tidligere har stået bag film som Meet the Parents og Trumbo.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...