Ikke færre end 73 håndværkere i alle aldre mødte i denne uge op for at være med til at forbedre insekternes levevilkår i Aars Skov

AARS: Insekterne i almindelighed og bierne i særdeleshed er hårdt pressede i disse år, fordi de mangler føde og levesteder.

På den baggrund er Miljø- og Fødevareministeriet og Danmarks Naturfredningsforening gået sammen om et projekt, der går ud på at lave bi- og insekthoteller til Naturstyrelsens arealer.

I Vesthimmerland er naturvejlederne Karin Winther, Vesthimmerlands Kommune, og Lars Wachmann, Naturstyrelsen, gået aktivt ind i indsatsen for at forbedre insekternes levevilkår, og det kom i efterårsferien konkret til udtryk på Naturbasen i Aars Skov.

73 ”håndværkere” i alle aldre mødte op og medvirkede til, at der blev bygget ”det flotteste insekthotel” på naturbasen.

- I foråret byggede vi fuglekasser til den nye naturbase.

- Derfor passede det fint formidlingsmæssigt, at vi her i efterårsferien kunne bygge et insekthotel, og vi er superglade for, at så mange mødte op for at hjælpe os med at passe på naturen, lyder det fra Lars Wachmann og Karin Winther.

De opfordrer i fremtiden andre brugere af Aars Skov til at lægge vejen forbi naturbasen og hjælpe med at fylde grene, blade, strå, kogler mm ind i kasserne i insekthotellet, så det forhåbentlig kan få en masse insekter til at flytte ind.

- Målet er nemlig også at få bestøvet de mange frugttræer og buske, der er plantet i skoven, og som er frit tilgængelige for alle, påpeger de to naturvejledere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...