LØGSTØR: I samarbejde med Hjerteforeningen har Fakta Løgstør nu fået sin egen hjertestarter monteret.

Dermed bliver butikken en af de 40 Fakta-butikker fordelt over hele landet, der i disse uger får monteret hjertestartere.

Butikschef Majbritt Nielsen deltager i Hjerteforeningens ”Hjerteredderkursus - 30 minutters intro i Genoplivning” for at stå bedre rustet til at træde til og hjælpe, hvis et hjertestop indtræder.

6000 gik sig til hjertestarter

Hjerteforeningen gennemførte i april 2019 en meget succesfuld landsuddeling, hvor cirka 6000 frivillige gik sig til en hjertestarter.

Konceptet var - og er fortsat i 2020 - at grupper på visse betingelser får monteret en hjertestarter og et varmeskab af en professionel elektriker præcis dér, hvor gruppen ønsker det.

Betingelsen lyder på, at gruppe spadserer 15 ruter i forbindelse med Hjerteforeningens dør-til-dør-indsamling.

Den overvældende opbakning fra Danmarks befolkning til Landsuddelingen 2019 resulterede rent faktisk i, at der i alt vil blive opsat 400 hjertestartere.

Tillidsfuldt samarbejde

Langt de fleste sættes op hos de grupper, der gik sig til en hjertestarter.

Men fordi engagerede mennesker uden tilhørsforhold til en specifik gruppe valgte at gå for den gode sag - at få flere døgntilgængelige hjertestartere - er der skabt råderum til også at sætte hjertestartere op andre steder.

- Da vi i forvejen har et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Fakta, var det oplagt at tilbyde fakta 40 hjertestartere, der kan hænge uden for deres butikker.

- Fakta er jo kendt for en synlig, lokal tilstedeværelse.

- Mange lokalsamfund vil på den måde få ekstra tryghed og sikkerhed, forklarer Anne Kaltoft, der er administrerende direktør i Hjerteforeningen.

Skaber tryghed

Fakta og Hjerteforeningen har i fællesskab udpeget de Fakta-butikker, hvor der er længst til en registeret hjertestarter, og hvor man således kan lukke et hul på Danmarkskortet.

Herunder altså Løgstør.

- Vi er meget glade for at kunne tilbyde vores kunder, vores ansatte og lokalbefolkningen den tryghed, det medfører at have en 24-7 tilgængelig hjertestarter på plads lige uden for butikken.

- Vi nærer ambitionen om at spille en positiv rolle lokalt, og samarbejdet med Hjerteforeningen er et stort skridt i den retning, siger kædedirektør John Hornbech Christensen, Fakta.

Hjerteknap gav en million

Fakta og Hjerteforeningen har i forvejen et samarbejde om pantknappen, hvor kunderne har mulighed for at donere deres pant helt eller delvist til Hjerteforeningen.

På den måde blev der i løbet af 10 måneder indsamlet over en million kroner til Hjerteforeningens arbejde.

For at sikre funktionsdueligheden har Fakta valgt at abonnere på Hjerteforeningens nye tilbud om en serviceaftale, der inkluderer overvågning, service, udskiftning af batterier og elektroder (pads) samt reparation og eventuel erstatning af hjertestartere og varmeskabe.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...