De 12 kirker står bag salmestafetten, som starter 9. oktober

LØGSTØR: De 12 Kirker er gået sammen om en historisk salmestafet. Salmestafetten har været i støbeskeen i lidt over et år, og er nu klar til at søsættes.

Over 9 gange bliver der mulighed for at synge sig igennem et bredt antal af salmer fra Den danske Salmebog - fra de allerældste og helt frem til nutiden.

Stafetten begynder i Salling Kirke den 9. oktober, hvor aftenens tema bliver de allerældste salmer som "Aleneste Gud i himmerig" fra år 350 og frem mod reformationen.

Herefter videresendes stafetten til Løgstør Kirke, som tager fat på reformationen og Martin Luther, og således vil stafetten atter videresendes til en ny kirke efter hver salmeaften til den til slut når til Finalen i Ranum Kirke i november 2019.

Hver medvirkende kirke i salmestafetten har et historisk tema at bygge deres salmeaften op omkring, og har frit spil til at bygge aftenen op efter egne idéer og egen inspiration.

På sangglædens vinger

Det bliver fællessangen, der er bærende til hver og en af salmeaftnerne. Så alle sangglade er meget velkomne til at møde op og synge af hjertens lyst. På udvalgte aftenener vil der også være musikalske indslag fra De 12 Kirkers musikere, men fokus bliver på fællessangen. Alle kan være med!

Er du blevet nysgerrig?

Hvis du kunne tænke dig mere information om Salmestafetten, så kig ind forbi en af De 12 Kirker, hvor der ligger brochurer klar til fri afhentning. Eller kig forbi den ugentlige kirkeside i denne avis. Op til hver enkelt Salmestafet vil der på avissiden og på de12kirker.dk være en nærmere beskrivelse af den kommende salmeaften.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...