Snakken gik vidt og bredt om gamle dage under den lokalhistoriske byvandring i Vegger

VEGGER: - Jamen, det var jo der, der var møbelhandel, og bagved var der ligkistefabrik. Ja, og her boede der fire familier. Vi boede på førstesalen, og vi var fem børn. Om morgenen holdt hestevognene i en lang række med mælk til mejeriet. Kan du huske det?

Det var der nogle, der kunne på den kulturhistoriske vandring i Vegger 1. juni.

En overgang var der 80 deltagere, og de gik og snakkede vidt og bredt om gamle dage lige midt på Himmerlandsvej, så bilister, der havde tænkt sig at køre samme vej, skyndsomt valgte en alternativ rute. For det var tydeligt for enhver, at der skete noget særligt i Vegger.

Museumsdirektør Broder Berg fra Vesthimmerlands Museum trak de store linjer fra stationsbyens lokale historie, der rækker fra et ægte Ertebøllehus over fund fra bronzealder og tidlig middelalder til brug af en gravhøj til at planere sportspladsen med i nyere tid.

Lokale folk supplerede med meget mere af det nære og kunne fortælle fagmanden noget, han ikke vidste i forvejen:

Ordet Vegger kommer af vinje, dvs. pil der har været brugt til pileflet. Så højst sandsynligt har der været produceret pileflet på de ældste Vegger-gårde, der lå tættere på Sønderup Å, hvor der har været rig lejlighed til at dyrke pil i de fugtige enge.

At en flettet, gammeldags kartoffelkurv stadig kaldes en Vegger-kurv var nyt for Broder Berg, der fluks vil supplere museet i Aars med en Vegger-kurv og dens historie.

Den kulturhistoriske vandring i Vegger var sammen med hestedag og historisk dyrskue på Hessel første arrangement i Vesthimmerlands Kulturarvsmåned.

Vandringen var tilrettelagt af Vegger Borgerforening og sluttede med mere snak over en kop kaffe i Vegger Idræts- og Kulturhus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...