Direktør forventer på sigt større efterspørgsel - også fra ikke-golfspillere

Golfdirektør Thomas Nielsen og adm. direktør Mark Bering, HimmerLand i Gatten, får i fremtiden en bibeskæftigelse som ”ejendomsmæglere”.

Med virkning fra 1. juli har golfcenteret i det vesthimmerlandske overtaget firmaet Golfhuse Himmerland, som ellers siden 1984 har stået for salg af områdets 336 golfhuse.

Overtagelsen indebærer, at HimmerLand fremover selv skal stå for salget af golfhusene, der omkranser stedet.

En opgave som direktør i HimmerLand, Mark Bering, ser frem til at overtage ansvaret for.

- Vi har haft et formidabelt samarbejde med Golfhuse Himmerland, og vi glæder os til at bygge videre på det stærke brand, der har opbygget igennem årtier.

- Det er vores klare ambition, at HimmerLand skal være for alle – både dem, der elsker golf, og dem, som ikke gør. Derfor ser vi også golfhusene som et attraktivt forretningsområde, der supplerer vores vision om at gøre HimmerLand perfekt for alle, siger han.

Også de hidtidige ejere af Golfhuse Himmerland, Steven Grenaa og Anders Jørgensen, er glade for beslutningen.

- Jeg ser det som det naturlige næste skridt, at firmaet fremover indgår i HimmerLand, og jeg overlader trygt firmaet i HimmerLands hænder, fordi jeg ved, de bliver de bedste ambassadører for salg af golfhusene i fremtiden, siger Steven Grenaa.

Det tidligere Himmerland Golf og Spa Resort har i forvejen gang i en lang række andre projekter såsom etablering af en ny badebro med kajakker, en ny kroketbane og nedgravede trampoliner.

Derudover er der mange andre nye projekter i støbeskeen, som alle sammen er med til at udvide målgruppen af besøgende.

Derfor spår Mark Bering også, at der kommer en stigende efterspørgsel efter huse i HimmerLand, også fra familier som ikke er golfspillere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...