De nye tiltag på havnefesten i Hvalpsund blev taget godt imod, men arrangørerne håber på nye rammer

HVALPSUND: Årets havnefest i Hvalpsund kan ske at blive den sidste med byens fiskerihavn som lokation.

Så klar lød meldingen fra borgerforeningen søndag eftermiddag, mens årets fest endnu kørte på fulde drøn med 500 gæster i teltet til John Mogensen Live.

- Efter sommerferien tager vi kontakt til kommunen og spørger til muligheden for at rykke til lystbådehavnen. Omstændighederne tvinger os til at gøre det nu. Der er nogle forhold her, vi ikke længere kan acceptere, siger formand Ole Randrup, der ikke ønsker at uddybe, hvad det er for omstændigheder.

- Det vil jeg ikke udtale mig om, for så har jeg hængt nogen ud, siger han.

Hvalpsund Borgerforening har tidligere leget med tanken om at rykke festlighederne til lystbådehavnen, hvor den første havnefest løb af stablen i 1978.

- Nu er det mere aktuelt, siger Ole Randrup.

Han er godt tilfreds med opbakningen til festugen, der blev skudt i gang ved en havnegudstjeneste tirsdag aften:

- Gudstjenesten har været væk i nogle år. Vi blev opfordret til at genoptage den, og vi var godt nok lidt skeptiske. Men der kom faktisk 50 mennesker. Det overraskede os.

80 stillede op til Hvalpsundløbet torsdag, mens et nyt tiltag - en kulinarisk byvandring med titlen ”Se og smag på Hvalpsund” - trak 135 af huse.

- Og vi kunne nemt have solgt 100 billetter mere. Vi lavede det sammen med Lions Club, og vi er enige om at gøre det igen til næste år, fortæller Ole Randrup, der noterer sig en fin tilslutning til lørdagens fællesmiddag. 180 var med til spisning, og yderligere 100 sluttede sig til senere på aftenen.

Søndag eftermiddag gik det løs med det traditionsrige plankeslagsmål. Nicklas Sørensen snuppede sejren over Frede Pedersen - søn af den ukronede bykonge Taxa-Bo.

For fjerde år i træk løb friplejehjemmet Hesselvang med sejren i de voksnes optog søndag, mens det hos børnene var Det lille Røgeri.

Hvor stort årets overskud bliver, tør Ole Randrup ikke gætte på.

- Det går til en ny legeplads på fiskerihavnen. Vi mangler kun 200.000-300.000 kroner for at nå i mål. Så vi håber naturligvis på så stort et overskud som muligt, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...