Kom med inden for i de lokale haver eller tag på det årlige plantemarked i messecentret

VESTHIMMERLAND: Sne- og haglbyger eller ej. Havesæsonen er over os - og dermed også årets travleste måneder for Vesthimmerlands Havekreds.

Igen i år vil der rundt om i Vesthimmerland være mulighed for at besøge en række åbne haver for at hente fornyet inspiration til havearbejdet derhjemme.

18. og 19.. maj eller efter aftale er der åben have hos Birthe og Jim Gruss, Ryttervej 21 i Aars. 25.-26. maj eller efter aftale kan interesserede kigge indenfor hos Linda Glerup og Finn Bertelsen, Fragtrupvej 47, Farsø. 15. juni eller efter aftale er haven åben hos Ingelise og Knud Halskov, Fyrkilde Møllevej 4, Nørager, og 24. august eller efter aftale er det Edel Nygaard Rüsz, Nørdamvej 38, Møldrup, der åbner for havelågen.

Derudover er der fire lokale haveejere, som er klar til at vise deres haver frem hele sommeren - efter nærmere aftale. Det drejer sig om Inge og Preben Andersen, Myrhøjvej 12, Farsø, Anton Hougaard, Birkevej 2, Møldrup, Hanne og C. Rasmussen, Gunderstedvej 24, Gundersted, Evan Nielsen, Drosselvej 23, Aars, og Mona Andersen, Holmevej 63, Farsø.

Vesthimmerlands Havekreds’ årlige plantemarked holdes i år 30. maj på plænen ved Messecenter Vesthimmerland i Aars.

Der vil som vanligt være lokale hobby- havefolk og andre plantesælgere langvejs fra, der bl.a. sælger overskydende planter af egen produktion, ligesom der vil være ”bi-produkter” og andre haverelaterede varer.

Plantemarkedet er således det helt oplagte sted at supplere sin staudesamling, at finde et usædvanligt træ eller en ukendt busk – og det er også det helt rigtige sted for en god havesnak og erfaringsudveksling mellem erfarne og mindre erfarne have-folk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...