FORNEMT: Gymnasiets håndboldpiger femtebedst i hele Danmark

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Gymnasium og HFs håndboldpiger er Danmarks femte bedste gymnasiepigehold.

Det er de nøgne facts oven på årets gymnasie-DM, som blev afviklet i Vejlby-Risskov-hallerne i Århus.

Kærligheden at føle

Det var første gang nogensinde, et pigehold fra VHG havde kvalificeret sig gymnasieskolernes DM-stævne, og pigerne fra Vesthimmerland fik ”kærligheden at føle” lige fra starten.

I deres allerførste kamp skulle de møde Viborg Katedralskole, ledet af Viborg HK’s dame-ligatræner, Jakob Vestergaard.

Aars-pigerne tabte kampen 17-11, men resultatet fortæller ikke hele sandheden.

Håndbold på højt niveau

Kampen var meget mere lige, end resultatet antyder, og samtidig blev den spillet på højt niveau af begge hold i et hæsblæsende tempo.

Ikke desto mindre betød nederlaget, at pigerne fra Vesthimmerland kom under pres, da de nu skulle vinde de sidste to puljekampe for at komme i semifinalen.

Næste modstander var Svendborg, der har tradition for flotte placeringer ved DM, og i en fuldstændig lige kamp tabte pigerne fra gymnasiet i Aars knebent med 10-9.

Knebent nederlag

Herefter handlede det primært om, at VHG-pigerne skulle bevise deres berettigelse ved DM-stævnet - og det gjorde de!

Efter en stærk indsats - ikke mindst i forsvaret - vandt pigerne først med 13-10 over Birkerød, og derefter over Vestjysk Gymnasium i kampen om femtepladsen.

Absolut et flot resultat, men femtepladsen efterlod alligevel en lidt ærgerlig fornemmelse hos pigerne og de to VHG-lærere, der var ansvarlige for holdet.

Havde pigerne fra Vesthimmerlands Gymnasium & Hf blot spillet lidt mere op til niveau i nøglekampen mod Svendborg, var placeringen blevet endnu bedre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...