Professor i astrofysik, Hans Kjeldsen, holder 8. oktober foredrag under overskriften ”På rumkrydstogt ud i Solsystemet”. Foredraget holdes i Aarhus, men livestreames til bl. a. Vesthimmerlands Gymnasium og HF i Aars

VESTHIMMERLAND: Det varer nok immervæk nogle år, før det for en gennemsnitsdansker bliver realistisk at rejse ud i rummet.

I mellemtiden kan man på Vesthimmerlands Gymnasium og HF blive klogere på solsystemet ved at høre professor i astrofysik, Hans Kjeldsen, holde foredrag under overskriften ”På rumkrydstogt ud i Solsystemet”.

Foredraget 8. oktober er det første af i alt seks gratis efterårsforedrag på gymnasiet i Aars - livestreamet fra Aarhus Universitet.

Hans Kjeldsen giver i sit foredrag 8. oktober et indblik i, hvad den nyeste forskning har lært os om vores solsystem.

Tirsdag 22. oktober holder lektor i mikrobiologi, Rikke Louise Meyer, Interdisciplinary Nanoscience Center, og professor i mikrobiologi, Lars Peter Nielsen, Institut for Bioscience v. Aarhus Universitet, sammen foredrag om ”Snedige bakterier”.

Tirsdag 29. oktober er der mulighed for at indhente ny viden om vand i et foredrag v. professor i fysisk kemi, Søren Rud Keiding, Institut for Kemi på Aarhus Universitet.

Tirsdag 5. november taler professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild, Nansen Centeret, Bergen, og journalisterne Lars From og Klaus Dohm, Jyllands-Posten, sammen om ”Mennesker i klimaets brændpunkter”.

Tirsdag 19. november holder professor i zoofysiologi Tobias Wang, Institut for Bioscience v. Aarhus Universitet, foredrag om ”Forædling af mennesket – før og nu”, og tirsdag 26. november kommer turen til professor i miljømedicin Torben Sigsgaard, Institut for Folkesundhed, og lektor i analyse- og atmosfærekemi Marianne Glasius, Institut for Kemi v. Aarhus Universitet, som sammen vil fortælle om ”Luften vi indånder”.

Foredragene er åbne for alle interesserede, og gymnasiet i Aars byder endda på en lille forfriskning undervejs.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...