Limfjordsmuseet melder ”klart skib” i forbindelse med forestående Maritim Festival på mandag

LØGSTØR: I 2017 blev Limfjordsmuseet i Løgstør kontaktet af en mand i Hals med et såkaldt ”godt tilbud”.

En større træbåd var efterhånden blevet en vel uoverkommelig opgave for den daværende ejer, og museet blev tilbudt at erhverve fartøjet for en symbolsk pris.

Efter lidt research og forhandlinger slog museet til.

Det viste sig nemlig at handle om en stor træjolle, der var bygget på Løgstør Bådebyggeri af de to navnkundige bådebyggere Peter Kjær og Søren Sørensen.

Museet har gennem årene indsamlet en mængde materiale om bådebyggeriet, men at det også skulle lykkes at få et fartøj ind i samlingerne kom som en glædelig overraskelse.

- Noget af det, vi altid går op i, når vi tager nye genstande ind i vores samlinger, er, at vi skal være helt sikre på museumsgenstandens historie - den såkaldte proviniens.

- I det her tilfælde var sagen ret klar. Giver kunne fortælle, at den var bygget i Løgstør til en Oskar Jensen i Hals.

- Fra historiske fotografier kunne vi konstatere, at den var identisk med den bådtype, som Løgstør Bådebyggeri byggede i starten af 1970erne, og endelig var der monteret et kobberskilt i båden med indskriften: Løgstør Bådebyggeri, Bygning nr. 23, 1971.

- Dermed var sagen klar. Eller det troede vi. For da vi var i fuld gang med restaureringen kom Søren Sørensen forbi. Søren er den eneste overlevende af ejerne af Løgstør Bådebyggeri. Han kunne fortælle af den for det første ikke var bygget 1971, men i 1969. Og det var heller ikke bådebyggeriets fartøj nr. 23, men rent faktisk det allerførste fartøj de byggede.

- Når de i sin tid havde pyntet lidt på sandheden, skyldtes det, at de simpelthen syntes, det var for pinligt at skrive, at det var bygning nr. 1. Det virkede jo ikke som et erfarent bådebyggeri. Så lød det altså lidt bedre, at det var bygning nr. 23. Og set fra museet gør det bestemt ikke fartøjet ringere - tværtimod. At vi skulle få fat i det allerførste fartøj, havde vi end ikke turdet håbe på, fortæller museumsdirektør Anders Bloksgaard.

Den nyrestaurerede Løgstør-jollen, der i en konkurrence for kommunens skolebørn har fået navnet ”Søstjernen”, kommer til at udfylde både nye og gamle opgaver på Limfjordsmuseet.

For det første bliver det et centralt fartøj i museets skoletjeneste, men på den lidt længere bane skal Søstjernen også tilbyde nye aktiviteter og oplevelser på Limfjorden - og ikke kun Frederik Den VII’s Kanal. Det vil eksempelvis være i form af solnedgangsture på Limfjorden, østerssafarier eller sejlende oplevelser sammen med Limfjordsmuseets nye snapseri.

Søstjernen får officielt premiere for gæster og borgere mandag 9. september i eftermiddagstimerne.

Her tilbyder museet for 50 kroner en sejltur i havneområdet akkompagneret af et glas koldt hvidvin.

Bådindvielsen indgår som en del af programmet i forbindelse med årets Maritime Festival, der i år forventes at samle henved 60 gamle træskibe i havnen i Løgstør - og senere på ugen i en række øvrige Limfjordshavne.

- Når så mange gamle træskibe lægger til, er der simpelthen ikke et smukkere syn end at se dem fra vandsiden.

- Og med Søstjernen er det nu også blevet en oplevelse, vi kan dele med vore gæster, nærmest jubler Anders Bloksgaard.

De første træskibe ventes at nå til Løgstør mandag formiddag, og så går det i øvrigt slag i slagt indtil sejladsen ”Limfjorden Rundt” officielt skydes i gang tirsdag morgen.

Limfjordsmuseets Historiske Bådebyggeri åbner til lejligheden som sømandskro, og om aftenen kan gæsterne få den ægte sømandsstemning helt ind under huden, når Limfjordsmuseets Sømandskor og country-trioen ”Muleskinners” efter tur sørger for musikalsk underholdning.

I festivalteltet er der ligeledes gratis koncert, når ”De Galvaniserede Leoparder” spiller op, og i Kulturladen frister Løgstør Bådelaug med hyggelig musik og spisning.

Man kan også møde byens vægtere, komme på guidet skibsvandring med Skipper Leth og opleve skibstræk gennem Frederik VII’s Kanal med hest som i gamle dage.

Muslingelauget serverer muslingedogs, der kommer veteranbiler og motorcykler, de mindste kan lave små både eller dissekere krabber med Limfjordsmuseets naturvejleder, og roklubben holder åbent hus med mulighed for at prøve kræfter med et SUP-board.

Der er kort fortalt nok at opleve.

Hele programmet for årets Maritime Festival kan ses på Limfjordsmuseets hjemmeside www.limfjordsmuseet.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...