Middelalderen blev taget under kærlig behandling på Overlade Friskole

OVERLADE: I uge 41 var der emneuge på Overlade Friskole med temaet "Middelalderen".

Ugen blev indledt med et besøg af sognepræst Pernille Vigsø Bagge, som har holdt et interessant og informativt oplæg om sin egen pilgrimsrejse. Det gav eleverne et unikt indblik i de forskellige aspekter af en pilgrimsrejse.

Pernille Vigsø Bagge fortalte også om, hvorfor de kristne katolikker vandrede på pilgrimsruterne i middelalderen, og hvordan det kan være, at også de protestantiske kristne i dag vandrer ad de samme stier mod Santiago de Compostella.

Eleverne var senere på ugen på deres egen lille pilgrimsrejse til Vilsted Sø.

Under emneugen var eleverne i øvrigt delt ud på forskellige hold: et madhold, et dramahold og et musikhold. Madholdet udfordrede de andre elevers smagsløg med middelaldermad bestående af grønkålsuppe, fladbrød lavet over bål samt byggrød. Mange kunne efterfølgende konstatere, at det smagte faktisk ret godt.

Dramaholdet forfattede deres eget dramastykke, der handler om to pilgrimsrejsende, som rejser ned gennem Europa i middelalderen. Dramastykket skulle indeholde både skuespil og musik, og derfor øvede en gruppe elver sig på at spille middelaldermusik. De gav en lille smagsprøve på deres kunnen om fredagen til stor begejstring for de andre elever og de forældre, som var dukket op til fredagsafslutningen.

Selve dramastykket arbejdes der videre på i løbet af året. Det færdige stykke skal fremføres for forældrene og andre interesserede til skolefesten i slutningen af skoleåret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...