Haubro Friskoles nye tilbygning begynder stille og roligt at tage form. Forleden blev der holdt rejsegilde i det 300 kvadratmeter store byggeri. Privatfoto

Haubro Friskoles nye bygninger rejser sig

HAUBRO: Med septembers blå himmel som en ideel baggrund vajede Dannebrog og kransen over Haubro Friskole, da der forleden blev holdt rejsegilde i skolens nye tilbygning.

Til lejligheden var der åbnet for byggepladsen, så alle børn kunne prøve at gå rundt inde i nybyggeriet.

Oven i købet diskede Ansø Tømrerforretning op med en overraskelse til børnene i form af flødeboller.

Friskolens SFO havde til gengæld sørget for, at der var hotdogs og rød saftevand til alle børn, håndværkere og ansatte.

I alt er der tale om en skoleudvidelse på cirka 300 kvadratmeter.

Det første lokale, der bliver færdigt, skal rumme en ny vuggestue.

Vuggestueafdelingen i Haubro er i fin vækst og har brug for gode lokaler til at skabe en god og tryg hverdag for de yngste i alderen fra syv måneder til tre år.

I alt tæller friskolen i Haubro aktuelt 120 elever i 0-9. klasse og 37 børn i Naturinstitutionen Sneglehuset, som er en kombineret børnehave og vuggestue.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...