Seks femteklasser i Aars har deltaget aktivt i konkurrencen om at kreeere den bedste fredsplakat.

AARS: Part2Galleri i Aars er frem mod weekenden indtaget af en flok udstillere, som er noget yngre end normalt.

Op mod 130 børn, fordelt på seks femteklasser i Aars, har på opfordring fra Lions - Aarstidens Kvinder været i sving med at kreeere fredsplakater.

Plakaterne indgår i en international fredsplakatkonkurrence for skoleelever, der er fyldt 11, 12 eller 13 år.

Temaet for årets konkurrence er: Vejen til fred.

- Og børnene har virkelig taget opgaven seriøst og fremstillet nogle ualmindeligt flotte plakater, der alle med tydelighed viser budskabet, fortæller Marianne Henriksen, der for tredje år i træk er tovholder for plakatkonkurrencen i Aars.

Til at finde den lokale vinder er der nedsat en dommerkomite bestående af kunstner Peer Poulsen, billedkunstlærer Lissi Salling og Lions-repræsentant Kirsten Bøvling.

Opgaven var ikke let, men trioen har efter hårdt arbejde fundet en vinder, som lørdag vil blive afsløret i forbindelse med åbningen af fredsplakatudstillingen i Part2Galleri.

I Aarstidens Kvinder er de glade for samarbejdet med Peer Poulsen og sender en stor tak til den lokale kunstner, som velvilligt stiller sit galleri til rådighed for de mange fredsplakater.

Håbet er, at arbejdet med plakaterne ikke bare har været en sjov kreative udfordring, men at deltagelsen i konkurrencen også har været med til at få børnene til at tænke nærmere over betydningen af fred, bemærker præsident i Aarstidens Kvinder, Jette Søndergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...