Vesthimmerlands Museum når langt omkring i de kommende måneder

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Museum kommer stort set hele verden rundt i de kommende måneder.

Det sker, når museet med base i Aars tager hul på forårets foredragsprogram.

Foredragsrækken indledes 16. januar dybt ind i den peruvianske jungle, når arkæolog Gitte Lambertsen Hjortlund fortæller om sin deltagelse i en ekspedition, der i sommeren 2018 havde til formål at gøre os klogere på Chachapoyas-kulturen, som i spanske kilder beskrives som et krigerfolk, der i lang tid lå i konstant krig med inkaerne.

Mens de fleste har hørt om inkaerne, så har langt færre kendskab til Chachapoyas-kulturen, som holdt til i det nordlige Peru både før og under Inkaernes indtog i Peru.

Gitte Lambertsen Hjortlund vil under foredraget fortælle om de bemærkelsesværdige opdagelser, holdet gjorde undervejs – og ikke mindst om livet på en ekspedition langt væk fra alting.

22. januar er der igen mulighed for at blive klogere, men denne gang på et helt andet fællesskab.

Museumsinspektør Michael Riber Jørgensen fra Museum Thy vil med udgangspunkt i et nyligt afsluttet forskningsprojekt gennemgå Indre Missions nyere historie og forsøge at udfordre nogle af de mange myter og stereotyper, der omgiver et trosfællesskab som Indre Mission.

I februar inviterer Lokalhistorisk Arkiv Aars til endnu en af de populære billedaftener, hvor omdrejningspunktet vil være de forandringer, der i løbet af 1900-tallet skete med stationsbyen Aars. Forandringer, der bliver ganske tydelige, når de illustreres med før-og-nu billeder af en levende by i udvikling.

Som en del af udviklingen i kommunen tager Vesthimmerlands Museum også del i kulturugen, som blev lanceret sidste år.

I uge 10 er der derfor tirsdag og torsdag morgenkaffe i den nye Per Kirkeby Information, som åbner på Vesthimmerlands Museum lørdag 26. januar.

Til de to morgenarrangementer vil der blive fortalt om kunstneren, hans skulpturer i Aars og tankerne bag det nye informationscenter, og så er der naturligvis samtidig lejlighed til at tage et kig på de flotte nye faciliteter for byens indbyggere og de mange besøgende.

Er kunst ikke sagen? Så kunne det måske i stedet være interessant at høre om kraniet fra Vegger, som er fra jægerstenalderen og har tilhørt et af Nordens ældste mennesker.

Museumsinspektør Bjarne Henning Nielsen vil til et særarrangement i anledning af kulturugen finde nogle af de sjældne fund frem og fortælle den spændende historie, der ligger bag. Det foregår tirsdag 5. marts, mens museumsdirektør Broder Berg onsdag 27. marts viser rundt i museets spændende udstilling og fortæller om Vesthimmerlands historie fra oldtidens jægersamfund og helt op til i dag.

Ind i mellem er der 18. marts foredrag med ph.d. og lektor i historie ved Aalborg Universitet Poul Duedahl, som vil tage tilhørerne med tilbage til 1800-tallets Danmark. Baseret på den anmelderroste bog ” Velkommen på bagsiden - Danmarkshistorien på vrangen” omhandler foredraget alt fra djævlepagter, galeanstalter og pryglepædagogik til hofdværge, bortløbne slaver og fruentimmere i mandsklæder.

Poul Duedahl har kastet sig over historiens fraklip og præsenterer fascinerende beretninger om 1800-tallets glemte skæbner og fortrængte historier. En tankevækkende og farverig danmarkshistorie fuld af menneskelige vildfarelser, fejlslagne eksperimenter og stemmer, der aldrig er blevet hørt.

Glemte skæbner og fortrængte historier er ligeledes udgangspunktet for et arrangement 3. april, hvor forfatter Dorte Elkjær og museumsdirektør Broder Berg i fællesskab vil fortælle om ”Skrædder Ann og de andre originaler”. Foredraget handler om tiden før staten overtog ansvaret for borgernes velfærd og om Ann, skrædderens begavede datter på heden, som udover at være fortællingen om en kvindeskæbne også er lokalhistorie samt et dansk stykke psykiatrihistorie.

Vinteren og forårets program rundes af 25. april, når ph.d. og museumsinspektør Jens-Christian Hansen fra Vendsyssel Historiske Museum, vil berette om Petergruppen og den nazistiske terrorisme i Nordjylland.

Petergruppen var et rejsehold i død og ødelæggelse, som også hærgede i Nordjylland, og et af tyskernes mest effektive værktøjer, hvad angik anvendelsen af terror i Danmark. I løbet af de ca. 15 måneder enheden eksisterede, dræbte dens medlemmer flere end 150 mennesker og forårsagede materielle skader for over 100 millioner kroner. I det vesthimmerlandske stod gruppen i oktober 1944 bag bombesprængningen af Ranum Øvelsesskole, som ved en fejl blev forvekslet med seminariet. Museumsinspektør Jens-Christian Hansen fortæller til foredraget om gruppens ugerninger i landsdelen i et nationalt og internationalt perspektiv og runder af med at skildre retsopgøret mod gerningsmændene, der delvist også havde nordjyske rødder.

Nærmere information om de mange forskellige arrangementer kan findes på museets hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...