Ikke mindst i år er der al mulig grund til at sige tak til håndboldklubbens mange frivillige

I Løgstør Håndboldklub er intet som det plejer i år.

På denne tid af året plejer man at være halvvejs med sæsonen, og derfor har det været en tradition, at klubben har inviteret alle trænere, holdledere, udvalgsmedlemmer og andre frivillige på lækker julemad og pakkespil.

I år har man kun spillet meget få kampe i turneringen, og det har pga. den landsdækkende corona-nedlukning ikke været muligt at invitere de mange frivillige på julemiddag.

I stedet tog bestyrelsen i Løgstør Håndboldklub initiativ til et lille udendørs arrangement, hvor bestyrelsen sørgede for, at alle corona-retningslinjer blev overholdt i forhold til opdeling i zoner, afstand, håndsprit og mundbind.

Det ligger nemlig bestyrelsen meget på sinde at få sagt tak til alle de frivillige for deres indsats.

Formand for Løgstør Håndboldklub, Christian Sørensen, uddyber:

- Den seneste halvsæson har budt på en lang række udfordringer, som vores frivillige konstant har skullet forholde sig til: Nye regler i forhold til træning, kampe, omklædning osv. Og ikke mindst et hav af kampflytninger som følge af corona.

- En hel masse opgaver, som i bund og grund ikke drejer sig om dét, vi alle sammen brænder for - håndbolden og det at udvikle vores håndboldspillere. En hel masse, ja, lad os bare sige det som det er, trælse opgaver. Opgaver, som ikke var en del af opgavebeskrivelsen, da de frivillige sagde ja til at være trænere, holdleder og udvalgsmedlemmer i Løgstør Håndboldklub.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...