Har allerede udgivet tre bøger - nu gælder det Løgstør, Fjerritslev, Skive, Salling og Thy-Mors

VESTHIMMERLAND: Der er allerede kommet tre tykke, tykke bøger om den tyske besættelse 1940-45, hhv. for Vendsyssel, Østjylland og Aalborg-Himmerland.

Og nu er forfatter Pernille Pedersen, Hjortshøj, i gang med sin fjerde bog.

Den skal dække besættelsestidshistorien for Løgstør, Fjerritslev, Skive, Salling og Thy-Mors.

- Det er folks egne beretninger eller dem, de har hørt eller fået i nedskrevet stand, også om det bare en enkelt side, og så fotografer, breve, aviser og andre arkivalier, siger Pernille Pedersen.

Hun understreger, at hun ikke er faghistoriker, men arbejder tæt sammen med flere besættelsestidshistorikere for at sikre sig, at hendes stof er i orden:

- Når jeg har brugt stoffet, afleverer jeg de originale arkivalier til de lokale museer og til Frihedsmuseet under Nationalmuseet, siger Pernille Pedersen, der betegner arkivalierne for ”guld for samfundet”.

Videre siger hun:

- Mange siger til mig, at der er ikke mere stof om besættelsestiden.

- Men det passer ikke. Jeg har fundet utallige ukendte dokumenter og fotografier ude hos folk.

- Og det er jo netop ”folkebøger”, jeg ønsker at udgive.

Det sker på forlaget Vrejlev i Vendsyssel, som hun i dag driver sammen med en bekendt.

Hendes inspiration til at begynde på besættelsestidshistorien kommer fra, at hendes bedsteforældre, Valborg og Harry Pedersen i Harken, sammen med deres to sønner var særdeles aktive modstandsfolk, både med distribution af illegale aviser og modtagelse af våben fra Storbritannien.

Nærmere på: www.besattelsenijylland.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...