Udover Folkeklubben kan koncertgæsterne i Løgstør se frem til at opleve Joey Moe, L.I.G.A., Lars Lilholt Band, A Rush Of Coldplay og Creedence Clearwater Repeated

LØGSTØR: Én for én er brikkerne faldet på plads, så folkene bag Løgstør Open Air nu kan præsentere det samlede program for næste års endagsfestival i Løgstør lørdag 16. maj.

Sidste navn på festivalplakaten er det danske band Folkeklubben, der over de seneste syv år har markeret sig som et af landets bedste og mest flittige liveorkestre. Sideløbende hermed udsendte orkestret i fjor albummet ”Sort Tulipan”, der på et tidspunkt toppede albumhitlisten over fysisk salg i Danmark.

Udover Folkeklubben kan koncertgæsterne i Løgstør se frem til at opleve Joey Moe, L.I.G.A., Lars Lilholt Band, A Rush Of Coldplay og Creedence Clearwater Repeated.

Et musikprogram, som Jimmy Støttrup fra Open Air-gruppen samlet set er rigtigt godt tilfreds med.

- Vi synes, at vi kan præsentere et rigtigt godt musikprogram igen til næste år.

- Vi får besøg af Lars Lilholt Band, som vi ved er meget populær og altid leverer varen, og vi har også høje forventninger til resten af vores kunstnere.

- Joey Moe og L.I.G.A. spiller en fælles koncert, hvor de optræder med deres største hits og måske nogle helt nye, som de pt. arbejder på.

- Folkeklubben har mange ønsket sig til Løgstør i flere år, og nu har det endelig været muligt at få enderne til at mødes.

- Og endelig har vi booket to fantastiske tribute-bands, som på hver sin måde helt sikkert kommer til at give deres bidrag til festen, fremhæver Jimmy Støttrup.

Personligt glæder han sig allerede, og det samme synes han roligt, publikum kan gøre.

Billetterne til Løgstør Open Air 2020 kan købes via hjemmesiden www.logstoropenair.dk og koster lige nu 345 kroner plus gebyr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...