Assurandør Henrik Dahlgaard Nielsen, Himmerland Forsikring og Tom Cortsen, Løgstør IF, er sammen klar til at give bolden op til Himmerland Forsikring Cup 2020

LØGSTØR: Himmerland Forsikring fortsætter som sponsor for Vesthimmerlands største indendørs fodboldstævne.

Det ligger fast, efter at Løgstør IF og Himmerland Forsikring netop er blevet enige om en tre-årig forlængelse af aftalen om navnesponsoratet.

- Vi har naturligvis ikke mulighed for at sponsorere alle lokale klubber i hele Nordjylland.

- Men som navnesponsor for HImmerland Forsikring Cup i Løgstør kan vi forhåbentlig være medvirkende til, at alle spillerne fra de klubber, der deltager i stævnet, får nogle gode både sportslige og hyggelige dage sammen, forklarer Jesper Færch fra Himmerland Forsikring.

Himmerland Forsikring Cup afvikles den sidste weekend i januar og den første weekend i februar, og igen i 2020 forventer stævnets primus motor, Tom Cortsen, rekorddeltagelse.

Tom Cortsens foreløbige bud er, at der bliver deltagelse af over 250 hold.

Det er over 50 hold flere end i 2019, hvor stævnet også kunne melde om ny deltagerrekord.

Ved den lejlighed tiltrak Himmerland Forsikring Cuppen ikke færre end 1600 spillere og lige så mange forældre fra nær og fjern, og stævnet er af samme grund gået fra at blive afholdt over én weekend, til nu at dække to fulde weekender.

Stævnet er for både drenge og piger lige fra U6- til U18-årgangene, og op mod 100 frivillige er involveret for at få det hele til at spille, når det går løs i Lanternen i Løgstør først i det nye år.

Flere end 300 af stævnedeltagerne forventes i denne omgang at overnatte i Løgstør i forbindelse med stævnet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...