Fire bands på plakaten i Messecenter Vesthimmerland 30. marts

AARS: Lørdag 30. marts 2019 bliver der igen fed musik, liv og glade dage i Aars.

Aars IK og Farsø-Ullits IK gentager succesen fra foråret 2018 og er gået sammen om endnu et fælles koncertarrangement i Messecenter Vesthimmerland. Denne gang med Hardinger Band, Anders Blichfeldt (Big Fat Snake), Die Herren (U2-Brother Rockers) og Søs Fenger på plakaten.

- Vi laver igen i år et set-up, der består både af store danske originaler og enestående kopier, der kan levere varen på samme høje niveau, som de originaler, der spejler sig i, udtaler Per Nyborg, Aars

IK, og Kim Nyby, Farsø-Ullits IK i forening.

Hardinger Band - opkaldt efter Michael Hardinger fra det gamle Shubidua - har været et populært indslag på den danske festivalscene igennem hele 2018, og kommer til Vesthimmerland med alle de største Shi-Bi-Dua Hits.

Anders Blichfeldt er grundlægger af Big Fat Snake, der har været et af de helt store bands i Danmark med et utal af udsolgte koncerter igennem utrolig mange år. Slangen er nu gået i hi, men

Anders er stadig oppe i fuldt tempo. Når Anders stiller op som solist, er det både med de store hits fra Big Fat Snake og en række klassikere fra hans samarbejde med Elvis’ band TCB på repertoiret.

Die Herren – U2-Brother Rockers – har siden 1991 ladet sig inspirere af U2’s musik. Die Herren prøver ikke for enhver pris at lægge sig 100 procent op ad U2. Orkestret forholder sig aktivt til sangene og spiller dem på den måde, som Die Herren kan spille dem – dog altid med respekt af U2’s nerve og særlige kendetegn.

Søs Fenger er kendt og elsket af mange danskere, gennem flere generationer. Hvem husker eksempelvis ikke hits som ”Holder øje med dig”, ”Inderst Inde”, ”Sidste time” og ”Hvor end jeg går hen”.

Billetsalget til arrangementet går i gang her i uge 49, og Aars Idrætsklub og Farsø-Ullits IK håber sammen med Messecenter Vesthimmerland at skabe en event, som gerne skal tiltrække gæster fra hele Vesthimmerland.

- Der er 2.000 billetter til salg i alt, og vi forventer på forhånd, at det kommer til at gå stærkt med billetsalget, lyder det fra arrangørerne.

Der vil være mulighed for at varme på til arrangementet med en showtime-menu inden koncerten, ligesom der bliver after-party helt frem til kl. 02.00.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...