Jeppe Hald Jensen, Simon Evert Laibjørn og Jakob Mejlstrup Jensen i kamp om bolden i Erhvervsskolerne Aars’ nyopførte idrætshal. Privatfoto

Boldspil erstattede skolebøgerne for en stund på Erhvervsskolerne Aars

AARS: Hvad gør man, når skolen bliver for meget bøger, projekter og afleveringer? Man laver da bare en fodboldturnering og udfordrer hele skolen!

I hvert fald var det den løsning, eux-eleverne i Erhvervsskolerne Aars´ merkantile afdeling, Eud/eux business, nåede frem til, da de for nylig skulle anvende deres tillærte viden om planlægning og markedsføring til et praktisk orienteret projekt.

"Det skal være noget om fællesskab", "Det skal være aktivitet og bevægelse", "Det skal være noget andet, end det vi plejer", lød nogle af de spontane input, og enden på det hele blev en venskabelig fodboldturnering for samtlige Erhvervsskolernes elever - inklusive eleverne fra 10. klassecenteret.

I stedet for at bruge hele frokostpausen på mors madpakke mødes handelselever, murere, ernæringsassistenter, landbrugsmaskinmekanikere, tømrere og 10. klasse-elever nu på fodboldbanen i Erhvervsskolernes nye idrætshal.

Turneringen løber frem til uge 50, hvor den endelige vinder kan kåres.

Eud/eux business-eleverne indledte selv turneringen med at vinde 2-0 over ernæringsassistenterne.

Til gengæld måtte de ugen efter se sig slået af en flok stærkt dominerende modstandere fra 10. klassecenteret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...