Hele sommeren er eksperter fra hele verden at finde på Stenaldercenter Ertebølle, hvor de formidler deres store viden om stenalderen i det nye udendørs anlæg

ERTEBØLLE: Hele sommeren er eksperter fra hele verden at finde på Stenaldercenter Ertebølle, hvor de formidler deres store viden om stenalderen i det nye udendørs anlæg.

Heriblandt den 48-årige flintsmed, Morten Kutschera, som regnes for at være en af Europas dygtigste flintsmede.

Morten Kutschera er selvlært.

Der findes ingen officiel uddannelse, ingen meritter, erhvervstitler og suppleringskurser med overenskomstsikret jobgaranti og udsigt til pension indenfor flintsmedebranchen.

Her er det passionen, der driver værket, og glæden ved håndværket, der bærer lønnen i sig selv.

Prisen er en usikker fremtid.

Morten Kutschera er henvist til at afsætte sine produkter der, hvor de få kunder er, og de er i flere europæiske lande.

Derfor er han i dag omrejsende håndværker i flint med fast base i den norske by Bergen.

Sten er ikke bare sten, og valget af det rigtige værktøj betyder alt.

Præcisionen er nøglen til succes, og i Ertebølle følger tilskuerne fascineret med i hvert eneste slag, som om de overværede en tennismatch eller golfturnering.

Med få målrettede slag skaber Morten Kutschera en af de for Ertebølletilden karakteristiske kerneøkser. Det er gjort på ti minutter. En skiveøkse tager fem minutter og en Ertebølle tværpil 30 sekunder.

På den måde slår flintesmeden i Ertebølle ikke kun bro mellem fortid og nutid, men løfter også de hyldekilometer af stenøkser, der udstilles på de danske museer, ud af deres montrefortællinger og giver dem nyt liv og betydning - og os andre en bedre forståelse af stenalderen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...