Efter sløjt forår går det nu bedre med udlejningen af værelser og feriehuse

Udsigten til en ferie uden udlandsrejser har fået mange danskere til at booke et ophold i HimmerLand, det tidligere Himmerland Golf og Spa Resort.

Dermed ser det nu ud til, at golfcenteret i Gatten alligevel går en fin sommersæson i møde.

Netop sommeren 2020 var på forhånd udset til at være et stort år for det Lars Larsen Group-ejede resort HimmerLand.

Der er nemlig blevet investeret rigtig mange penge i at etablere nye aktiviteter, der skal sikre, at HimmerLand tilbyder spændende aktiviteter for hele familien - og ikke kun for mennesker, der er bidt af en gal golfbold.

Den lange nedlukning på grund af coronavirus, betød imidlertid, at foråret ikke bød på det forventede antal gæster.

Til gengæld glæder direktør Mark Bering sig nu over, at det tegner til en god sommer.

- Heldigvis ser det nu ud til, at vi får rigtig mange gæster i løbet af sommeren. Vi har allerede en belægning på over 80 procent på vores feriehuse, og det er jeg meget tilfreds med, siger han.

Han glæder sig samtidig over, at HimmerLand tilsyneladende har haft succes med at tiltrække en mere varieret gruppe af gæster.

- Tendensen er, at vi nu får besøg af mange forskellige grupper af mennesker.

- Når vi både har par på romantisk tur eller i spa, golfgæster på vores flotte baner og børnefamilier, som slet ikke spiller golf, så sikrer vi, at alle vores tilbud og alle tre restauranter er i brug, noterer Mark Bering.

Fælles for de mange forskellige typer gæster er, at der hovedsageligt er tale om danskere.

- Det er tydeligt, at der er mange, der med baggrund i corona-situationen var valgt at kigge efter måder at holde ferie på i Danmark.

- Det ser jeg som en fantastisk mulighed for at vise, at en ferie i HimmerLand bør være førstevalg, og ikke noget man overvejer, fordi det ikke er muligt at komme til udlandet.

- Jeg kan i hvert tilfælde garantere, at alle medarbejdere i HimmerLand er klar til at give vores gæster en fantastisk oplevelse, siger Mark Bering.

Hører man til de uheldige, der endnu ikke har fået styr på sommerferien, er der stadig enkelte ledige hotelværelser og feriehuse i Gatten, føjer han til.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...