Der er masser af film for det yngre publikum i Løgstør Bio - og også noget for Beatles-fans

LØGSTØR: Skulle sommervejret ikke helt arte sig i den kommende uges tid, er der trøst at hente for børn og barnlige sjæle i Løgstør Bio.

Her følges ”Kæledyrenes hemmelige liv 2” i den kommende weekend af endnu en film for de yngste: Den danske børnefilm ”Kaptajn Bimse”, baseret på en af Bjarne Reuters mest populære børnebøger ”Kaptajn Bimse og Goggeletten”.

Anna (Nanna Marqvorsen) på syv år har svært ved at falde i søvn, men godt puttet ned under dynen hører Anna pludselig en brummen, hvorefter hun får besøg af en lille gul flyvemaskine ved navn Zanzibar samt flyets besætning: Kaptajn Bimse (Jesper Asholt) og andenpiloten Goggeletten (Peter Frödin). Det kommer der selvsagt en række muntre løjer ud af.

Efter ”Kaptajn Bimse” følger i den kommende uge endnu en film for det yngre publikum - nemlig ”Løvernes Konge”, en opdateret version af den gamle Disney-klassiker om Simba, Timon, Pumba - og den onde Scar.

Det lidt mere modne filmpublikum i Løgstør kan i løbet af uge 29 se frem til Beatles-filmen ”Yesterday”.

Filmen udspiller sig i en verden, hvor The Beatles ikke har eksisteret, og hvor den håbefulde sanger og sangskriver, Jack, er den eneste, der kan huske deres sange.

Det giver ham en masse muligheder og en masse berømmelse, men mens berømmelsen vokser, glider Jack lige så stille fra Ellie, det eneste menneske, der altid har troet på ham.

Dermed er scenen sat til en romantisk komedie, krydret med nogle af de meste kendte Beatles-sange.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...