STAKKELS KAT: Gudstjenester med tøndeslagning bød sig til i kirkerne i Vilsted, Overlade, Salling og Aggersborg

OVERLADE/VILSTED/SALLING/AGGERSBORG: Tøndeslagningens udelte fornøjelser veg selvsagt ikke uden om de små bysamfund i Vesthimmerland.

Der var arrangeret fastelavnsgudstjenester i Vilsted, Overlade, Salling og Aggersborg.

I Vilsted Kirke var det sognepræst Lone Hansen, der stod for gudstjenesten sammen med festligt udklædte kirkesanger Dorte Hollands og organist Kim Bernt Jensen.

Efter gudstjenesten var der tøndeslagning, kaffe, fastelavnsboller og sodavand på Vilsted Friskole og i Salling Kirke var det sognepræst Torben Haahr, der stod for gudstjenesten.

Her sluttede man af med tøndeslagning i brugsens lagerhal, hvor menighedsrådet var vært ved kaffe.

I Overlade Kirke var det sognepræst Dorthe Bang, der stod for gudstjenesten, der også bød på barnedåb.

Her blev katten slået af tønden i Overlade Hallen, hvor der var mulighed for at købe kaffe, sodavand og fastelavnsboller.

Sidst, men ikke mindst var der fastelavnsgudstjeneste i Aggersborg Kirke, hvor altid friske sognepræst Pernille Vigsø Bagge var malet i ansigtet i anledning af fastelavn.

Her fik alle børnene også mulighed for at blive dekoreret af Pernille, med et kors eller hjerte.

Også her var der tøndeslagning og kaffe, sodavand og fastelavnsboller i Menighedshuset i Aggersund.

Alle fire kirker havde fint besøg på dagen og der var mange udklædte børn - og voksne, som var med til at gøre dagen ekstra festlig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...