En fuld tømreruddannelse vil fra sommeren 2020 tilbydes på Erhvervsskolerne Aars

AARS: Fra august 2020 får unge (og lidt ældre) i himmerlandsområdet et nyt uddannelsestilbud.

Fremover kan du nemlig tage hele tømreruddannelsen på Erhvervsskolerne Aars.

Hidtil har erhvervsskolerne kun udbudt uddannelsens grundforløb.

- Derfor glæder vi os meget til at kunne tilbyde lærlinge og virksomheder, at de kan tage uddannelsen lokalt, siger Gert Sørensen fra Dansk Byggeri.

Han er formand i det lokale uddannelsesudvalg for tømreruddannelsen på Erhvervsskolerne Aars.

Skolen valgte for to år siden at oprette et lokalt uddannelsesudvalg for uddannelsen, som skolen siden 2007 har haft på grundforløbsniveau.

Hen på skolen og møde unge

- Jeg gik selv ind i arbejdet, fordi jeg synes, der bør være et lokalt alternativ til uddannelsen på de store skoler, pointerer Gert Sørensen.

- Men vi gør det ikke fordi, at skolerne i de store byer ikke gør et rigtig godt stykke arbejde, for det gør de,.

- Men det betyder meget, at der eksisterer et lokalt samarbejde om uddannelse.

- Det gør det lettere for os som lokal virksomhed at tage hen på skolen i nærheden og få en snak med lærerne og med eleven, end når det hele foregår langt væk og på en stor skole.

Et fag med brug for unge

- Allerede på vores første møde i udvalget bad vi skolen om at gå i gang med at se på mulighederne, uddyber Gert Sørensen om baggrunden for processen.

Også Frank Treumer Christiansen, næstformand i samme udvalg med en post for 3F Midtfjord, glæder sig.

- Jeg tror, det kan være med til at skaffe flere unge mennesker mulighed for at komme i gang inden for et rigtig godt fag.

- Og et fag, hvor der virkelig er brug for arbejdskraft fremover”, forudsiger han.

Lokalt forankret samarbejde

- I fremtiden vil vi jo opleve en del afgang fra arbejdsmarkedet fra vores medlemmer, hvoraf en del går hen og bliver lidt grå i toppen.

- Skulle der nu være elever, der finder ud af, at det er et andet håndværksfag som ligger bedre for dem, så tror jeg, det er rigtig vigtigt med et godt, lokalt forankret samarbejde om uddannelse til dem, understreger Frank Treumer Christiansen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...