Resultatet i 2018 i Skarp Salling blev et nydeligt overskud på 321.000 kr.

SKARP SALLING: Modsat så mange andre landbrugser i disse år lyder der ingen klagesang fra Dagli’Brugsen i Skarp Salling.

Formand Ole Ritter betegnede det tværtimod som en decideret ”fornøjelse” at deltage i årets statusopgørelse, da han forleden gjorde status på generalforsamlingen, som blev holdt i det lokale forsamlingshus.

Helt kontant sluttede året med et overskud på 321.000 kroner. ”Et meget tilfredsstillende resultat, der endnu engang vidner om, at vi har et særdeles dygtigt personale og en dygtig uddeler”, som formanden udtrykte det i sin beretning.

- Med fare for at gentage mig selv fra de foregående år, vil jeg i det hele taget gerne rose personalet. Et bedre og mere ansvarsbevist personale findes ikke, og uden dem ville det ikke være muligt at få så fint et resultat.

- Igen i 2018 kunne vi glæde os over en meget lille svindprocent, som jo er lig med plus på bundlinjen. Og i en kundemeter-undersøgelse i Daglig Brugs regi sluttede Salling brugs som tredjebedste butik i hele gruppen. Det kan vi godt være stolte af, erklærede Ole Ritter.

Brugsformanden glædede sig desuden i sin beretning over ”et rigtigt stort salg til skoler, institutioner, virksomheder og forskellige arrangementer”.

Samtidig benyttede han dog også lejligheden til at løfte pegefingeren overfor de 110 bysbørn, der var mødt frem til generalforsamlingen.

- I en tid hvor der er benhård konkurrence i dagligvarer branchen er det utrolig vigtigt at have en loyal og trofast kundekreds. Uden den, så går det ikke, så husk det, når indkøbsturen skal tilrettelægges, appellerede Ole Ritter.

For at stå endnu bedre rustet til fremtiden har Dagli’ Brugsen i Salling i 2019 besluttet sig for at investere i LED-lys nye og mere miljøvenlige kølemontrer og køleanlæg, og i samme forbindelse vil selve butiksindretningen også gennemgå forskellige forandringer.

- Med denne investering håber vi på, at vores forretning vil komme til at fremstå endnu mere moderne og tiltalende, og planen er, at de nye tiltag skal være på plads i løbet af forsommeren, oplyste Ole Ritter.

På valg til bestyrelsen var Svenning Nygaard Andersen og Gunnar Kærsgaard.

Førstnævnte blev genvalgt, hvorimod Gunnar Kærsgaard efter efter 27 års bestyrelsesarbejde ikke var parat til tage en ny tørn.

Formanden rettede på den baggrund en stor tak til Gunnar Kærsgaard for et langt og trofast arbejde som bestyrelsesmedlem i brugsen, og specielt omkring økonomi og finansielle spørgsmål har den afgående brugsveteran været en stor støtte for de øvrige bestyrelsesmedlemmer gennem årene.

Nyvalgt til brugsbestyrelsen i Salling blev Bjarne Pedersen, mens Rene Engemann blev valgt som suppleant.

Efter den mere officielle del af årsmødet var der spisning, og der blev spillet op til dans.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...