Med nye arrangører i spidsen går det lørdag løs med den femte Åhh Abe-festival i Løgstør - skal du/I til koncert?

LØGSTØR: ”Der er ikke mere mælk!”

Sådan vil det bl. a. lyde, når det lørdag går løs med endnu en børnevenlig Åhh Abe-festival på havnen i Løgstør.

Opråbet om den manglende mælk kommer fra duoen Mika og Tobias, alias Mika Schulz og Tobias Madsen

Siden de i juli sidste år lagde deres sang ”Ikke mere mælk” ud på Youtube er sangen blevet streamet flere end 3,7 millioner gange og har dermed udviklet sig til et vaskeægte hit.

I starten var det ellers ikke fordi, sangen fik den helt store opmærksomhed, men pludselig efter nytår gik det helt amok, og ’Ikke mere mælk’-videoen begyndte at få over 10.000 afspilninger om dagen.

På den baggrund skal der også nok være adskillige børn, som kan synge med, når Mika og Tobias lørdag fremfører deres Youtube-hit på Åhh Abe-scenen i Løgstør.

Andre navne på programmet er ”Kalles Store Trommeshow”, ”Show4Kids” og Ramasjang-værtinden Katrine Bille m. band, og der er således endnu engang lagt op til en festlig eftermiddag i Løgstør på et ungdommeligt publikums præmisser.

Festivalen i år bliver samtidig den første med en ny arrangørgruppe i spidsen.

De fire foregående år har det været Mette Kjær og Theresa Berg Andersen, der som initiativtagere har stået for afviklingen, men op til den femte Åhh Abe-koncert har de overladt ansvaret til en ny arrangørgruppe bestående af Allan Dahl, Jørgen Krathus og Lone Frelle.

Hovedkonceptet for arrangementet er dog fortsat uændret.

Selve festivalen er gratis, og priserne på festivalpladsen søges også stadig holdt på et niveau, så alle kan være med - uanset pengepungens størrelse.

De rimelige priser er givetvis også en væsentlig del af forklaringen på, at Åhh Abe-festivalen er vokset støt år for år. Til trods for at vejrguderne ikke altid har været arrangørerne lige venligt stemt.

Det første år var der omkring 500 besøgende. Sidste år mødte der cirka 3000 børn og forældre op.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...