I børnehaven Skovhuset i Vester Hornum tog børnene og pædagogerne udgangspunkt i Maryfondens Fri for mobberi-kampagne

VESTER HORNUM: I en hel uge myldrede det med bamser i skolen og børnehaven i Vester Hornum.

I børnehaven Skovhuset tog børnene og pædagogerne udgangspunkt i Maryfondens Fri for mobberi-kampagne. Der blev set bamsefilm, og ”Bamseven” kom på besøg og blev vist rundt i Vester Hornum By. To af dagene blev børnene og deres medbragte bamser desuden delt i grupper på tværs af stuerne. Her blev der bagt bamseboller, lavet bamsehuse, snakket om venner og lavet andet bamsesjov.

I indskolingen blev børnene og deres bamser også delt i grupper på tværs af alle klasserne.

Ugen handlede om bamser. Der blev lavet foldehus, hvor børnene skulle forestille sig, at bamsen skulle bo. De arbejdede med opgaver, hvor de skulle måle, veje og beskrive bamsen. Der blev lavet billedhistorier om bamser og spillet spil, og en dag havde hele indskolingen deres bamser med i biografen i Aars for at se ”Nabospionen”.

Bagefter blev bamserne taget med i bevægelsesparken, hvor der blev spist madpakker og nydt en lille snack, som Min Købmand i Vester Hornum havde sponsoreret.

Ugen sluttede af med fælles sangtime for børnehaven og indskolingskolingen, hvorefter børnehaven fejrede bamsefødselsdag og fik bamsebollerne, som børnene selv havde været med til at bage.

I indskolingen blev der desuden holdt Bamse OL, hvor bamserne blev sat sammen to og to, så der var fokus på samarbejde for at kunne vinde.

- Alt i alt var det en dejlig uge med en masse gode oplevelser - både for børn og bamser, konkluderer lærer Ulla Gatten Christensen, Vester Hornum Skole.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...