Limfjordsmuseet og Snapseriet inviterer til snapseaften i museets lokaler

LØGSTØR: Onsdag den 14. november kl. 19-21 kan I komme med på opdagelse i kryddersnapsens verden, når Limfjordsmuseet og Snapseriet byder indenfor til smagsprøver på nye snapse og foredrag med Bjarne Nielsen Brovst. Bjarne Nielsen Brovst er en stor kryddersnapseentusiast og har skrevet adskillige bøger om emnet.

I løbet af aftenen vil I få historien om og visionerne for Snapseriet, et indblik i den enestående biotop ved Limfjorden og Frederik VII's Kanal, smagsprøver på snapse med ingredienser fra brinkerne og omgivelserne ved kanalen og fjorden, små spiselige hapsere til snapsen og foredrag.

Aftenen byder ikke på et decideret måltid, så vi anbefaler, at I har spist hjemmefra. Formålet med de små hapsere er at give den fulde smagsoplevelse, som man kun opnår, når snapsen og maden er sat sammen efter smagsnuancer.

Snapseriet er et ganske nystartet tiltag i Muslingebyen. Placeret i Limfjordsmuseets unikke rammer i det gamle baghus, vil Snapseriet skabe smagsrejser for byens borgere og gæster. Denne aften er Snapseriets første aktivitet, hvor andre er budt ind så forvent, at der vil blive eksperimenteret lidt i løbet af programmet. Prisen er derfor også en intro-pris.

Aftenen holdes i baghuset ved Limfjordsmuseet og har begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendig.

Pris pr. person kr. 100,- inkl. foredrag, smagsprøve på 5 nye snapse, hapsere og vand. Øl og sodavand kan købes.

Tilmelding til Limfjordsmuseet på telefon 98671805

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...