Aars Tværfaglige Efterlønsklub har nu 40 år på bagen - og det blev fejret behørigt

Torsdag 1. oktober var det præcis 40 år, siden Aars Tværfaglige Efterlønsklub blev grundlagt, og selvom efterlønnen nu langsomt, men sikkert, er på vej til at blive afskaffet, mødes medlemmer af Aars Tværfaglige Efterlønsklub fortsat troligt til socialt samvær to gange om måneden.

Således også på jubilæumsdagen, hvor 40-års jubilæet markeres med en sammenkomst på Kimbrerkroen.

Foreningens første bestyrelse bestod af Gotfred Olsen (formand), Aars, Johanne Buus, Haubro, Magda Drejer, Aars, Chr. Hosbond, Hornum, Ejnar Sandersen, Jelstrup, Marius Bjerregaard, Pisselhøj, og Børge Jensen, Jenle.

Klubben blev stiftet i SIDs daværende lokaler i Aars.

Efterlønnen blev indført i november 1978 - bl. a. med det formål at åbne for en tidligere afgang fra arbejdsmarkedet for nedslidte.

Efter løbende forringelser, bl.a. i 1999 og 2014, er efterlønnen nu ikke længere så attraktiv mere, og kun få unge og/eller nye medlemmer tilmelder sig ordningen.

Derfor må Aars Efterlønsklub også se i øjnene, at det bliver sværere og sværere at tiltrække nye medlemmer.

- Vi mærker allerede tilbagegangen i antallet af medlemmer. Medlemstallet er nu cirka 40, men bestyrelsen smider ikke tøjlerne, så længe der er interesse og behov for at deltage i vore mange aktiviteter, garanterer den nuværende formand for Aars Tværfaglige Efterlønsklub, Gudrun Pedersen.

Foruden formanden består bestyrelsen i jubilæumsåret af næstformand Hanne Jensen, kasserer Ove Jensen, sekretær Henning Jensen og bestyrelsesmedlem Sonja Andersen.

Efterlønsklubbens arrangementer holdes på Kimbrerkroen, og programmet for efteråret byder bl. a. på syv bowlingeftermiddage i Aars Bowlingcenter, underholdning ved Fræer Harmonikaklub, foredrag ved daværende fabrikschef på Aars Svineslagteri, Poul Andersen, samt pakkespil og julehygge.

I forbindelse med jubilæumsfesten var underholdningen lagt i hænderne på Dorthe Rask Lauersen, Onsild.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...