Udstillingen ”Den fantastiske Fjord” har indtaget Løgstørs gamle kanalfogedbolig og fortæller fjord-historie med helt nye virkemidler

- Vi har længe drømt om at etablere en ny permanent udstilling i den gamle kanalfogedbolig - og nu er den en realitet.

Sådan lyder det fra museumsdirektør Nanna Folke Olsen, efter at Limfjordsmuseet i Løgstør har åbnet en udstilling, der kobler fortællingen om Limfjorden sammen med film, kunst, lyd og lys.

Limfjorden er ikke bare Danmarks største fjord, det er også et område med en ekstraordinær rig kulturarv, der er tæt vævet sammen med naturen.

Fjorden og dens historie er unik i dansk sammenhæng, men historien om Danmarks største fjord og dens søfart er ikke fortalt nogle steder - i det mindste ikke før nu.

Limfjordsmuseets nye udstilling ”Den fantastiske Fjord” handler om fjordens søfart og griber fat i en række nye formidlingsgreb, der ikke tidligere er anvendt på Limfjordsmuseet.

Museumsinspektør Nanna Folke Olsen, der har designet udstillingen, fortæller, at det har været museets klare målsætning at skabe en udstilling, der ikke ”bare” består af museumsgenstande.

Nye løsninger

- Derfor har vi taget en række nye løsninger i brug. Blandt andet i form af film, lyseffekter og lydfortællinger, og så har vi fået den engelske illustrator og animator Jody Ghani til inddrage vægfladerne på en ny og anderledes måde.

- Vi har arbejdet med ideen om ”opdagelse” og håber at gæsterne vil gå på opdagelse i udstillingen. Der er ingen tvivl om, at kendere af Limfjordsmuseets udstillinger hurtigt vil konstatere, at vi er gået til opgaven på en ny og anderledes måde, siger hun.

En social oplevelse

Den nye permanente udstilling er designet til at kunne stå alene i et museumsbesøg, men fra museets side er det ambitionen, at udstillingen skal spille sammen med museets andre aktiviteter og udstillinger - allerhelst i form af en samlet oplevelse man får sammen med andre.

Museumsdirektør Anders Bloksgaard forklarer:

- På Limfjordsmuseet ønsker vi, at museumsbesøget skal være en social oplevelse og museet et rum for fællesskab. Vi oplever i stigende grad, at vores gæster går på museum sammen, og en museumsoplevelse kan være med til at skabe fællesskab og styrke samtalen.

- Og det er håbet, at vores gæster vil se udstillingen som en deloplevelse i en større pakke, der omfatter guidede sejlture, historisk bådebyggeri eller oplevelser i og ved fjorden med vores naturvejledere.

- Det er jo efterhånden en del år siden, at vi besluttede, at vi ville engagere, forkæle og involvere vores gæster - og det har jo ikke ændret sig fordi vi har opgraderet på udstillingsfronten, siger han.

Årelang forberedelse

Forud for udstillingen ligger tre års intensivt arbejde i projektet Vores Museum.

Projektet er et nationalt forsknings- og udviklingsprogram om innovativ og digital museumsformidling med deltagelse af forskere fra fem universiteter og otte museer.

I dette forum har Limfjordsmuseet udviklet og testet en række nye ideer, der sidenhen har fundet plads i udstillingskonceptet.

Udviklingsarbejdet i regi af Projektet Vores Museum er støttet af Nordea-fonden og Velux-fonden, mens selve etableringen af den fysiske del er realiseret i samarbejde med LAG Jammerbugt - Vesthimmerland, der har bidraget med en kvart million kroner til den nye udstilling.

Udstillingen Den fantastiske fjord kan ses i den gamle kanalfogedbolig ved Frederik Den VII’s Kanal hele sommeren 10-17.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...