Jake Gardiner anbefaler alle gæster at besøge Frederik VII's kanal i Løgstør

Jake Gardiner er ikke i tvivl om, hvad han vil vise sine gæster i Løgstør.

- Det kan kun være Frederik VII’s Kanal. Udover at det er et utroligt smukt sted, så har kanalen også en interessant historie og vidner om, at Løgstør har været et trafikalt knudepunkt.

At historien interesserer Jake Gardiner er svært at komme uden om. Han er uddannet historiker, og blev i januar ansat som inspektør på Limfjordsmuseet. Hverken Løgstør eller Limfjordsmuseet er nyt for Jake Gardiner, hvor han har haft sin gang i flere år som kustode og sommerformidler.

- Kanalen blev udgravet ved håndkraft af tyskere henover fire år og stod færdig i 1861. Det var en kæmpe bedrift og bestemt ikke uden konflikter. Kanalen blev udgravet for at komme uden om Løgstør Grunde, hvor store sandbanker gjorde, at skibene let satte sig fast. Senere lykkedes det at få bugt med de store sandbanker, og kanalen blev lukket i den ene ende.

Frederik VII’s Kanal er 4,4 km lang og strækker sig fra Løgstør til Lendrup. Det er en smuk tur at gå langs kanalen, men det er også muligt at sejle på kanalen.

- Jeg er selv blevet bidt af at sejle, både på kanalen og i fjorden. Med Limfjordsmuseet er det f.eks. muligt at komme med vores turbåd Grevinde Danner eller selv ro ud i en af vores robåde. Hvis man selv har f.eks. kajak, er kanalen bestemt også et besøg værd.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...