Takket være lokale sponsorer, kan Løgstør cykelklub igen tilbyde sine ryttere nyt tøj

LØGSTØR: Lokale firmaer som Henriksen & Madsen, Lokaltindblik, Aubo, Jutlander Bank, Nybolig, Krogh Cykler, TMJ Glas og Byg, CBS Byg, HMN Entreprenøren, Asger Larsen, Mesterslagteren, Fysio Danmark, BDO, Midtfjord El, Ranum Taxi, MTH Biler, Fri Bike Shop, Bos Legepladser, Nordjysk Specialrådgivning, Veggerby Ejendomme, Hydrema har spyttet i sponsorkassen, så Løgstør Cykelklub igen kan tilbyde sine medlemmer nyt cykeltøj til fordelagtige priser.

Der vil være mulighed for at se det nye design på cykeltøjet og bestille det og ikke mindst høre mere om klubbens aktiviteter.

Det sker i Lanternen søndag 30. juni kl. 8.30 – 9.00 og igen 12.00 – 12.30. Samt onsdag 3. juli kl. 16.30 – 17.00 og igen 20.30 – 21.00.

Løgstør Cykelklub har eksisteret i over 3 år og har i dag cirka 50 medlemmer, som årligt betaler et kontingent på 250 kroner. Pengene går til instruktører, spinning, kursus, tøj, mad og drikke til arrangementer m.v.

Klubbens medlemmer cykler hele året, p.t. mødes medlemmerne fast om onsdagen kl. 17 og søndag kl. 9 i Lanternen og der cykles forskellige distancer og tempi, så alle kan være med. Om onsdagen er der muligheder for et rent pigehold, hvor der også har været plads til en ”tøsedreng”.

Det sociale er et meget vigtigt element i klubben og ofte sluttes der af med øl/vand/kaffe i Lanternen. Andre gange er det med suppe eller andet, som det dygtige personale i Lanternen laver. Når turen går i skoven, er ofte nogle medlemmer, som medbringer kaffe og kage til pausen og bagefter grilles en pølse og tørsten stilles med en øl/vand.

Om Vinteren cykles der stadig om søndagen, hvis vejret tillader det. Og om onsdagen holdes formen ved lige med spinning, hvor der er et hold for kun klubbens medlemmer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...