U15-pigerne i Løgstør HK leverede en fornem præstation i Gøteborg

LØGSTØR: Løgstør HK U15 piger var fra 26 december til og med d. 30 december rejst til Sverige for at spille om det uofficielle nordiske mesterskab i U16 Rækken, hvilket betød, at holdet mødte mange hold med spillerne, som var helt op til to år ældre end Løgstør-pigerne.

Med en stor forældreopbakning ankom Løgstør til Gøteborg med lidt blandede fornemmelser for, hvordan turneringen ville gå. Holdet manglede to spillere, nye ansigter på holdet samt aldersforskellen på modstanderne spillede ind.

Første puljekamp var mod Skånela, som der ligger nummer fire i den svenske række. Løgstør HK skulle lige finde takterne frem, inden man sikkert hev den første sejr i hus på 28-21.

Den næste kamp var mod de svenske mestre fra Karra. Igen blev det til en Løgstør-sejr. Denne gang på 17-16 efter især en god præstation i defensiven.

Tredje kamp var mod Kragerø (nummer tre 3 fra Norge). Med en scoring i sidste sekund af Amalie Jensen blev det til et point med resultatet 17-17.

Førstepladsen i puljen var i hus, og i kvartfinalen skulle Løgstør HK møde Kungalvs fra Sverige, som man sikkert hentede en sejr over. I semifinalen skulle man så stå over for Halsen, som er Norges andet bedste 03-hold.

Ved pausen var man bagud med 12-8, men fik sig kæmpet op på 13-12, inden Halsen igen trak fra og hev sejren i land og slukkede Løgstør HKs finaledrømme.

I stedet måtte man ud i en bronzekamp mod Kragerø, hvor spillere, trænere og publikum fra Løgstør kunne glæde sig over en flot og sikker sejr på 30-22

Samlet topscoreliste under hele turneringen blev således: Ida Hoberg 33, Malou Pedersen 19, Olivia Hauerslev 19, Laura Pedersen 17, Ingeborg Christensen 16, Amalie Eberhardt 14, Sarah Schrøder 12, Anne-Mai Goul 8, Amalie Jensen 7, Caroline Søgaard 6 og Silke Hjelmager 3.

Pigerne trænes af Nick Person.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...