Med støtten fra Spar Nord Fonden er håbet, at bogen kan udkomme ultimo november i år.

AARS; Med 30.000 kroner i støtte fra Spar Nord Fonden er udgivelsen af en ny, flot og billedrig bog om lystanlægget i Aars rykket et stort skridt nærmere.

Lystanlægget i Aars har siden grundlæggelsen i 1898 spillet en afgørende rolle for byen. Samtidig med stationsbyens fremgang gennem 1900-tallet udviklede anlægget sig fra at være en privat park for byens bedre borgerskab til at være et frirum for hele byens befolkning.

Det var borgerne selv, der etablerede anlægget og stod for driften indtil kommunesammenlægningen i 1970, hvor anlægget overgik til Aars Kommune.

Byens store fester blev afholdt her, og folk kom langvejs fra for at deltage og nyde byens smukke anlæg.

Især de årlige grundlovs- og Kimbrerfester dannede rammen om byens sociale begivenheder, hvor folk fra nær og fjern kunne mødes med venner og bekendte til hyggelige stunder sammen.

Lystanlægget står således helt centralt i byens historie og borgernes erindring, men anlæggets historie er aldrig blevet gennemgået og formidlet.

Derfor har museumsinspektør og arkivleder ved Vesthimmerlands Museum og Lokalhistorisk Arkiv Aars, Kim Ørsted Iversen, i de seneste år gennemgået og bearbejdet kildematerialet og skrevet historien om byens anlæg fra 1898 til i dag.

Med støtten fra Spar Nord Fonden er håbet, at bogen kan udkomme ultimo november i år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...