8. juni åbner Løgstør Bio igen for publikum

LØGSTØR: Fra mandag 8. juni vil det atter være muligt at sætte sig i biografsæderne i Løgstør Bio, hvor filmene er ved at være på plads, og ombygningen af sal 2 næsten er færdig.

Der vil være sørget for, at alle sikkerhedsregler overholdes både over for publikum og de frivillige. Lige nu er det rigtig rart at være en topmoderne biograf med god plads både i foyer og i salene, for det giver plads nok til, at publikum trygt kan færdes i biografens fine omgivelser

Et nyt tiltag sker allerede ved billetbestillingen hjemmefra. Når man reserverer billetter, vil der automatisk blive et ledigt sæde mellem hver reservering foretaget på samme telefonnummer.

Det betyder, at det er muligt at sidde sammen, hvis man er en gruppe, en familie, et kærestepar osv., som gerne vil sidde samlet og se filmen, og at det sikres, at der er den påkrævet afstand til andre gæster.

For at sikre, at man har en plads, når man kommer i bio, opfordres man til at have reserveret eller købt billetterne via hjemmesiden hjemmefra.

Der henstilles også til, at man så vidt muligt undgår betaling med kontanter ved køb af slik, popcorn, sodavand og alt andet, der jo hører sig en biograftur til.

I kiosken vil der være på samme måde som rundt omkring i byens butikker være begrænsning på det samlede antal gæster i kioskområdet på samme tid, således afstandsreglerne også overholdes her. Der vil være opsat tydelig vejledning og afmærkning, så alle kan føle sig trygge. Biografens bestyrelse har arbejdet på højtryk siden en åbning blev annonceret. De har fået indarbejdet Sundhedsstyrelsens retningslinjer i forhold til afspritning, rengøring, personalesikkerhed osv, så alle sikres en lige så skøn oplevede, som sædvanligt.

Når biografen åbner, bliver det desuden med lancering af en ny hjemmeside, og så snart de første film er helt på plads, kan man se programmet for de første par uger og reservere plads.

Åbningsfilmene er den danske film ”Kød og blod” med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen og den længe ventede film ”Little Women”, der er en Biografklub Danmark Film.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...