Toppedalskolen og skolens landsbyordning inviterede børnenes bedsteforældre til juleklip og julehygge

BRØNDUM: Traditionen tro inviterede indskolingen ved Toppedalskolen og skolens landsbyordning op mod første søndag i advent børnenes bedsteforældre til juleklip og julehygge.

Børn og voksne kunne udfolde sig i fem forskellige værksteder. Her kunne de f. eks. klippe julepynt til skolens juletræ. Der var et nisseværksted, hvor der blev fremtryllet de mest fantastiske nisser, et værksted, hvor glas blev flot malet eller dekoreret med decoupage, et julebageri, hvor der blev fremstillet masser af pebernødder og figurkager, samt et dekorationsværksted, hvor stort set alle fik en eller flere flotte dekorationer med hjem fra.

Der var naturligvis også kaffe, te og saftevand samt æbleskiver og nybagte pebernødder til alle.

Ca. 100 bedsteforældre benyttede sig af muligheden for at komme og være med, og det er svært at sige, om det var børnene eller de voksne, der hyggede sig mest.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...