Langt ude i Uhrehøj Plantage er Vesthimmerlands Kommune er netop nu ved at afprøve et nyt rehabiliteringsforløb for borgere med hjerteproblemer og diabetes.

UHREHØJ: Høje knæløft, squads ad libitum, staffeter i løb og en lang sej "hjertebakke". Det er blot tre ting i et tætpakket program en mandag sidst på eftermiddagen i Uhrehøj Plantage uden for Farsø.

Her mødes et hold af måske lidt atypiske motionister. Et hold bestående af hjertepatienter og diabetikere. De har mødtes hver mandag siden august ude i plantagen for at afprøve et nyt tiltag i Vesthimmerlands Kommune: Uderehabilitering.

Forløbet er en del af Vesthimmerlands Kommunes deltagelse i Friluftsrådets tre-årige projekt »Sund i Naturen«. Her skal nye tiltag afprøves og erfaringer fra 10 fokuskommuner samles ind, så alle landets kommuner kan blive bedre til at bruge naturen som ramme for sundhedsindsatser - både forebyggende og rehabiliterende.

Ingen skånetræning her

Så skulle man måske tro, at det var stille og rolig træning for deltagerne. Men sådan er det ikke i Vesthimmerland. Som den ene af holdets to fysioterapeuter, Frederik Rode, siger til holdet efter der både er blevet løbet og lavet "planker":

- Vi presser jer jo, men I skal selv mærke jeres kroppe og sige fra. Jeg tror bare ikke, der er noget, der bliver bedre, hvis vi hele tiden går rundt og siger "husk nu, at du har dårligt hjerte" eller "husk nu, du har diabetes".

Der er til gengæld plads til, at deltagerne kan gå til og fra de ting, de kan og ikke kan være med til - og der er plads til at have en dårlig dag.

Giver mod

En af de ting, der er særligt for holdet er, at det foregår ude i plantagen. For at gøre det sikkert for både diabetikere og hjertepatienter, har de to fysioterapeuter og holdets diætist altid en rygsæk med, der indeholder både noget juice og en hjertestarter. Og det giver deltagerne en tryghed til at prøve lidt flere kræfter af.

- Jeg er blevet meget mere tryg af at være med herude. Jeg tør løbe igen nu - også når jeg er hjemme. Jeg bliver ikke så angst, hvis jeg kan mærke mit hjerte bare lidt. Jeg har meget mindre angst omkring det. De presser os, men det gør heller ikke noget, hvis man har en dårlig dag," fortæller 51-årige Anja Larsen, der har hjerteproblemer.

Hun er i det hele taget meget begejstret for tilbuddet i det fri:

- Jeg ved ikke, om det er den friske luft, der gør det, eller om det er landskabet, men det er bare sjovere at være ude. Det er da bare federe at løbe i skoven end på et løbebånd, eller lave øvelser i et center.

Tæt på virkeligheden

Også holdets fysioterapeuter oplever, at det giver noget andet og mere at være ude i naturen:

- Vi oplever, at holdet ude i naturen er ét skridt tættere på virkeligheden for borgerne. Der er meget, meget trygt nede i sundhedscentret. Men bare fordi man tør lave øvelser i centret eller løbe på løbebånd dernede, betyder det ikke, at man tør gøre det ude i virkeligheden. De borgere, vi har med herud tør pludselig løbe hjemme eller cykle igen, siger fysioterapeut Torunn Røvik.

Ud over at genoptræne ude i plantagen består en del af forløbet også af at lave mere hjerte- og diabetesvenlig mad, ligesom der bliver undervist i temaer som stress og søvn, så forløbet kommer hele vejen rundt om at få et godt liv med en kronisk sygdom. Og så bliver der naturligvis sluttet af med bålhygge.

Del af et større projekt

Vesthimmerlands Kommune har flere forløb med i Sund i Naturen - blandt andet et til ensomme ældre, der får nye fællesskaber med blandt andet i naturen.

Projekt Sund i Naturen løber frem til starten af 2020, hvor der skal udarbejdes en guide til alle landets kommuner, så flest muligt kan få gavn af naturen i genoptræningen. Ud over at have fokus på danskere med kroniske sygdomme og ensomme ældre bliver der også arbejdet for at bruge naturen til at hjælpe børn med særlige behov, voksne med stress, angst og depressioner.

Du kan læse mere om Sund i Naturen på hjemmesiden www.sundinaturen.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...